Her ved den danske tilbagetrækning af vores egentlige kamptropper i Afghanistan har der været mange udsagn fremme, blandt andet fra hjemvendte og hjemvendende militærfolk.

Det er i mangfoldighedens navn fint nok. Så må man jo selv sortere i dem. Mellem dem, man finder fornuftige og relevante - og så de andre.

Rent folkeretligt er FN den rette organisation for eventuel iværksættelse af væbnede aktioner.

Jeg har hæftet mig ved, at nogle overraskes over de voldsomme traumer, som soldater kan rammes af efter deres udsendelse. Det burde da være helt indlysende, at sådan er det. Erfaringerne er ganske entydige. Også fra de lande, der har mange flere af dem at øse af end vi.

Når det nu synes at komme i den grad bag på ikke bare "offentligheden" her i Danmark, men åbenbart også politiske og militære kredse, må det simpelt hen skyldes mangelfuld indsigt og forberedelse. Hertil hører den nødvendige screening, før personellet udvælges i hele den proces, hvor jo ingen tvinges, men alle er gået frivilligt ind i det. Med åbne øjne - og fuld løn.

Mental habitus

Et afgørende kriterium ved den screening må være personellets mentale habitus, hvor den delikate balance skal være til stede mellem på den ene side ro, sindighed, tolerance og koldblodighed og så på den anden side robusthed.

Screeningen kompliceres yderligere af, at indstillingen til den overordnede opgave kan spille ind. Nogle mener, at personellet skal tage af sted for at "kæmpe for vestlige værdier". Andre, at de skal bekæmpe terrorister. Atter andre, at de skal sørge for, at Afghanistan bliver demokratisk.

Det kan virke kynisk, men det korte af det lange er, at den slags motivanalyse og krav om "rette indstilling", kommer til kort. Der har været tale om betalt, professionelt personel, som selv har valgt militæret som levebrød. Af den grund kan de mange interviews af hjemvendte, som for tiden florerer, om, hvorvidt "det var umagen værd" alene bidrage til at dokumentere, hvor umulig og dårligt gennemtænkt hele operationen i realiteten var.

Alt dette forværres yderligere af det faktum, at det drejede sig om en NATO-aktion. Helt i tråd med de sidste ti-femten års mere og mere aktivistiske - nogle kalder det krigsliderlige - officielle danske holdning var vi med i allerforreste linje, da USA og Storbritannien valgte NATO som forum for aktionen.

Rent folkeretligt - og principielt - er FN imidlertid den rette organisation for eventuel iværksættelse af væbnede aktioner. Kun på den måde opnås det, at magtanvendelse får karakter af "politiaktion" og ikke krig, angrebskrig, og at alle muligheder for at klare situationen med humanitære midler er forsøgt.

Lykkes det ikke at opnå den nødvendige opbakning i FN til den slags væbnet intervention, er det som oftest et udmærket varsel om, at den ikke har nogen mulighed for at nå sit mål og derfor ikke bør sættes i gang.

En af de væsentligste konklusioner af Afghanistan-krigen må derfor være, at vi skal tilbage til FN-sporet. Danmark bør snarest tage initiativet til, at den permanente FN-styrke genoprettes.

FN-sporet

Verdenssamfundet har alt for mange gange set passivt til, mens konflikter tager til i styrke, eller når mennesker i tusindvis er blevet slået ihjel. Det vil en stående FN-styrke under FN-kommando kunne råd bod på samordnet - som allerede anført - med en humanitær indsats.

En anden fordel ved den ordning er, at ethvert forsøg fra anden side på at indlede egne militære aktioner, for eksempel NATO, som her i tilfældet med Afghanistan, eller USA og "dets venner", som i tilfældet med Irak-krigen, endnu tydeligere vil mangle legitimitet og fremstå som de angrebskrige, som netop FN-pagten selv stempler som ulovlig aggression.

Endelig vil det generelle psykiske pres på de enkelte udsendte soldater reduceres ganske betragteligt, når den polemik, som helt logisk præger debatten om dansk "enegang" eller deltagelse i disse snævert baserede aktioner, afløses af generel opbakning til de universelle og dermed langt mindre polemiske FN-interventioner.

Tænk sig, om vi kunne være blevet så meget klogere alle sammen...