Både politikere og arbejdsgivere har åbenbart haft en fælles interesse i at tale krisen op.

Krisesnakken har skullet forklare, hvorfor politikerne har fundet det nødvendig at gå amok i et sandt orgie af reformer, som har svunget pisken over de svageste og svækket dagpengesystemet, i en sådan grad, at det risikerer at bryde helt sammen. Og for arbejdsgiverne har krisestemningen, som det er lykkedes at piske op, været en kærkommen lejlighed til at holde lønomkostningerne nede.

Arbejdsgiverne har i ly af krisen været i stand til at gennemføre en kraftig omfordeling fra løn til overskud.

Det har ikke bare ramt de arbejdsløse, men har samtidig skabt frygt på arbejdspladserne og fået folk til at holde sig i ro og holde igen med lønkrav. Det har været en kynisk strategi, som har forlænget følgerne af finanskrisen.

Selvom der stadig er for mange arbejdsløse, og alt for mange udfaldstruede, som skal bære omkostningerne ved ”de nødvendige” reformer, så er den generelle ledighed ved at være på samme niveau som før krisen. Det gælder også i Metal Horsens, hvor vi efterhånden begynder at se mangel på kvalificeret arbejdskraft på nogle områder.

Kendsgerningerne gør det svært at fastholde krisesnakken. Det er på tide at stoppe klagesangen, de seneste tal afslører, at det er tom snak. Nøgternt set viser dansk økonomi sig at være i temmelig god form.

Så glem kriseretorikken - nu er der brug for at tale os ”op af hullet.”

Eksportoverskuddet har aldrig været større, og det økonomerne så forsigtigt kalder ”virksomhedernes opsparing,” dækker over voksende overskud.

Med andre ord, så har arbejdsgiverne i ly af krisen været i stand til at gennemføre en kraftig omfordeling fra løn til overskud. Resultatet kender vi: Faldende realløn de seneste år.

Også påstanden om, at den danske konkurrenceevne er styrtdykket, ser ud til at være grundig dementeret: Det viser eksporttallene, og det seneste tal for den såkaldte lønkonkurrenceevne viser, at den bare sidste år blev forbedret med 9,5 procent.

Derfor er der god grund til allerede nu at sætte fokus på næste års overenskomstforhandlinger. De skal ikke druknes i krisesnak og arbejdsgiverklynk. Tværtimod så er alle forudsætninger til stede for, at vi kan tillade os at forvente et fornuftigt resultat. Der er brug for at få rettet op på det efterslæb i reallønnen, som er blevet påført os de seneste år. Og der er ikke basis for en ny runde med snak om længere arbejdstid eller andre angreb på arbejdstidsaftalerne.

Næste overenskomst skal munde ud i kontante og håndfaste resultater til gavn for dem, som har skabt de flotte eksporttal og sikret den rekordstore opsparing i virksomhederne.