Når statsminister Lars Løkke lægger op til at tørre flygtningeintegrationen af på arbejdsmarkedets parter, er der grund til at være på vagt.

Efterspørgslen på arbejdskraft skal betales med et overenskomstresultat, der kan mærkes.

Den underliggende dagsorden er uden tvivl ønsket om en særlig indslusningsløn for nytilkomne i landet. Og selvom LO og DA i første omgang slår kors for sig, så er jeg ikke i tvivl om, at de hurtigt kan rykke sig på spørgsmålet for at ”bidrage” til løsningen.

Dansk Byggeri har allerede spillet ud med et forslag om en startløn på 70 kroner i timen - det er jo hvad, de ofte slipper afsted med at betale til østarbejderne. Dansk Erhverv ser for sig en ny hær af skattefradragsberettigede hushjælpere med flygtningebaggrund.

LO skal afvise indslusningsløn

Derfor er det vigtigt at fastholde LO og fagbevægelsens top på en afvisning af en indslusningsløn. Indføres den gennem trepartsforhandlinger, vil det være et brud med den danske model og 100 års tradition for, at det er parterne på arbejdsmarkedet, som forhandler og aftaler løn og arbejdsvilkår. Det er afgørende, at den nye LO-ledelse forstår, at her er der ikke noget at forhandle om - regering og Folketing skal ikke have fingrene ned i overenskomsterne.

I det hele taget skal trepartsforhandlingerne ikke handle om, at fagbevægelsen skal give køb på de landvindinger, som er nået - tværtimod. Hvis forhandlingerne skal give mening, så må det handle om at udbygge velfærdssamfundet og rulle nogle af de sidste års alvorlige tilbageskridt tilbage.

Brug for medlemsmobilisering

Selvom arbejdsløsheden faldt i 2015, så er der stadig alt for mange ledige, og dagpengekatastrofen fortsætter. Også i 2016 vil tusinder blive hældt ud af a-kasserne og henvist til en barberet kontanthjælp. Det elendige dagpengeforlig, som den tidligere LO-formand var hovedarkitekt på, efterlader stadig ikke bare folk på elendige vilkår men også en fagbevægelse med et kæmpe troværdighedsproblem. Utrygheden er ikke blevet mindre for dem i arbejde, og de forringede dagpengeregler svækker fagbevægelsen på lang sigt.

Trods opsvinget, så fastholder regering og udbudsøkonomerne sangen om, at kassen er tom. Løkke var endda skamløs nok til i sin nytårstale at modstille velfærd og skattelettelser med udgiften til krigsflygtninge, som om det kun er ved at jage så mange som muligt videre rundt i Europa, at vi kan ”passe på Danmark.”

Det er svært at se hvilken meningsfuld dialog, der skal komme ud af trepartsforhandlinger med en smal regering, som i ekspresfart skærer på de svageste både hjemme og ude, og samtidig lokker med gaver til erhvervslivet og skattelettelser til de rigeste.

I stedet for at lade sig vikle ind i regeringens forsøg på at manøvrere sig igennem, så er der mere brug for, at fagbevægelsen mobiliserer sine medlemmer ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Pengene er der

Som de seneste tal fra Skat har vist, så er det lønmodtagerne, som har betalt prisen for finanskrisen. Den almindelige LO-arbejder halter langt efter de højest lønnede, når det gælder reallønnen.Til sammenligning er de 20 eliteaktier på Børsen steget med 29 procent i 2015. Et sikkert tegn på, at virksomhederne tjener mere end gode penge.

Tiden er inde til, at fagbevægelsen smider fløjlshandskerne og får lukket det lønefterslæb, som har udviklet sig i kriseårene. Pengene er der, og det er på tide, at dem, som hylder markedskræfterne, nu får lov at smage deres egen medicin. Efterspørgslen efter arbejdskraft skal betales med et overenskomstresultat, der kan mærkes.

Overenskomstforhandlingerne er samtidig fagbevægelsens chance for at komme tilbage i offensiven og få vist, at den ikke er under afvikling, men at de organiserede lønarbejdere stadig spiller en hovedrolle i samfundsudviklingen.