Der var engang en retssag, hvor der blev statueret "udeblivelsesvirkning", fordi et processkrift blev indleveret to dage efter fristen.

(Udeblivelsesvirkning har forskellige betydninger afhængig af, om man er sagsøger eller sagsøgt. For sagsøger betyder det normalt, at ens sag bliver afvist, og for sagsøgte betyder det normalt, at man bliver dømt efter sagsøgers påstand med ret til at kræve sagen genoptaget indenfor en kort frist.)

Sådan er virkeligheden. Og det kan have meget stor skadevirkning for de borgere, der forventer en ordentlig juridisk behandling af landets dømmende myndigheder.

Der var også engang en senere retssag ved samme byret, behandlet af en anden domstolsjurist, hvor et processkrift blev indleveret godt en uge efter fristen. Her blev der ikke statueret udeblivelsesvirkning.

Hvad gælder?

Som dette anonymiserede eksempel fra virkelighedens verden viser, kan spørgsmålet ikke besvares, selvom det er retsregler, vi har med at gøre.

I modstrid med tidligere afgørelser

I en anden sag for en anden byret havde en part også siddet en frist med indlevering af processkrift overhørig. Domstolsjuristen tillagde det ikke udeblivelsesvirkning. Da den anden part anmodede om fristforlængelse på indlevering af skriftlige spørgsmål til brug for indhentelse af en sagkyndig erklæring, valgte den samme domstolsjurist i stedet at afskære den anden part fra at indhente sagkyndig erklæring.

Baggrunden for anmodningen om fristudsættelse var blandt andet, at modparten få dage forinden havde indleveret et yderligere processkrift. Sagen havde ikke varet længe på dette tidspunkt. Her går helt fast praksis ud på, at udsættelsesanmodningen efterkommes. Det ville lige netop denne domstolsjurist bare ikke følge.

I mit første blogindlæg i Arbejderen omtaltes tre irakiske tortursager, hvor tre dommere i Østre Landsret afskar bevisførelse, der kunne have støttet torturofrenes sag imod det danske forsvarsministerium. Afgørelserne var i flere tilfælde direkte i modstrid med tilsvarende afgørelser fra den forudgående, mere velkendte sag om operation Green Desert, der også blev behandlet ved Østre Landsret af tre andre dommere og med pressens bevågenhed.

(Jeg var advokat for torturofrene i begge tilfælde, i Green Desert-sagen sammen med Christian Harlang, så teksterne er skrevet på baggrund af et indgående kendskab til sagerne.)

Samme spørgsmål – samme svar

I et retssamfund skal domstolene give det samme svar på det samme spørgsmål, uanset hvilke dommere der træffer afgørelsen i den ene og i den anden sag. Det må altså ikke være tilfældigt, om man får det ene eller det andet resultat som part i en retssag, alt efter hvilke individer fra domstolene der træffer afgørelsen.

Når en klient henvender sig, skal advokaten heller ikke være nødt til at svare, som en del af en vurdering af en sags udsigter, at “det kommer måske an på, hvem der træffer afgørelse i din sag den dag”, eller for hvilken byret eller landsret sagen bliver anlagt. Og advare klienten om at domstolene ikke er driftsikre, inden sag føres, så det ikke kommer som et chok bagefter.

Men sådan er virkeligheden. Og det kan have meget stor skadevirkning for de borgere, der med rette forventer en ordentlig juridisk behandling af landets dømmende myndigheder.