Den 22. og 23. september holdt FN en verdenskonference om oprindelige folk, hvor udenrigsministeren og hjemmestyreformanden Aleqa Hammond holdt et oplæg om "implementering af oprindelige folks rettigheder på nationalt og lokalt niveau".

Der er brug for, at det nulevende thulefolk og deres rettigheder ikke går i glemmebogen.

Desværre viser dette oplæg og behandlingen af sagen, at Hjemmestyret i Nuuk nu nærmest politisk har koloniseret befolkningen i Thule, uanset at Thule-befolkningen (eget sprog og egen historiske baggrund) af FN's egen organisation for oprindelige folks rettigheder - ligesom de danske domstole i 1999 - har anerkendt dem som et eget stammefolk med tilhørende kollektive rettigheder til jagt- og fangstterritoriet.

I 2021 er det 100 år siden at området omkring Thule blev koloniseret som en særlig forøgelse af den danske koloni i Vestgrønland. Da det skete, var det et lykkeligt folk, som Knud Rasmussen hjalp igennem omstillingen til den såkaldte vestlige civilisation, men Rasmussen døde og området blev overtaget af den danske stat, der tillod USA at opbygge en base i 1951 og 1953 tvangsflyttede befolkningen til der, hvor de bor nu, i Qaanaaq. På dette sted er thulefolket ved at gå til grunde.

Det er verdens nordligste menneskelige eksistens, som den danske stat har ansvaret for. I forbindelse med Thulesagen i 1999 konstaterede domstolene, at der var tale om et tvangsindgreb, og at thulefolket havde krav på erstatning. Retten til at vinde jagt- og fangstterritoriet tilbage verserer fortsat for internationale menneskerettighedsfora.

Hvis verdens nordligste boende folk ikke skal gå til grunde, kræver det at man fra dansk side meget hurtigt skaffer dem jagt- og fangstterritoriet tilbage. Regeringen og Hjemmestyret har i indforståelse ved at benægte deres eksistens trukket sagen i modsat retning. Der er brug for, at det nulevende thulefolk og deres rettigheder ikke går i glemmebogen, hvis de på 100-års dagen ikke skal betragtes som udslettet af den danske stat.