Den departementschef eller anden topembedsmand, der reelt set bestemmer om loven (inklusive folkeretlige forpligtelser) skal overholdes, eller om et problem skal "klares" på anden vis - behøver typisk ikke at frygte domstolene.

Statsstyret og derved demokratiet er ramt af en syg kultur, som kun sjældent når frem til domstolene.

Det, som forhenværende brigadegeneral M. Clemmesen for nyligt kaldte "departementschefsstyret" har opbygget så mange hindringer for borgernes domstolskontrol, at denne i realiteten nærmest er ikke-eksisterende, selvom vi ude i verden fortæller, er det bedste ved et demokratisk retssamfund.

Langtidsparkering af sager

De mere og mere indviklede regler, statsapparatets fortolkningsfordele, høje retsafgifter, ulighederne under domstolsprocessen  samt en lang række andre samvirkende faktorer, har som resultat, at det hører til de absolutte sjældenheder, at domstolene kan anvendes, selvom det er det, der er meningen med den kontrollerede tredje statsmagt.

Det man kunne kalde "kondi-tallet" for domstolenes kontrollerende egenskaber, er følgelig blevet lavt: Sager der har politisk betydning, er ikke særligt hyggelige og ikke velkomne, selvom de har et ægte juridisk indhold - ofte for så vidt angår fortolkning af retsregler og vurdering af beviser. Netop bevisvurderinger gør domstolene til egnede og muligt (hvis man ville prioritere det) betydeligt hurtigere fungerende end de såkaldte "undersøgelseskommissioner", hvor skandalesager som for eksempel nægtelse af statsborgerskab, Irak/Afghanistan-krigene og statsminister-skattesagen pt. er langtidsparkeret.

Alle de tre sager er gode eksempler på, hvad der i en demokratisk retsstat kunne og burde behandles hurtigt og effektivt samt afgøres i åbne offentlige retssager. I stedet er disse sager, med lange frister i op til fem år, ubekvemt nærmest syltet i disse undersøgelseskommissioner, der kun langsomt bidrager med at opklare det faktisk forløb, men som selv efter mange år ikke kan afgøre sagerne.

Afledningsmanøvre

Derved virker kommissionerne som afledningsmanøvre, i de nødstilfælde for systemet, hvor presset alligevel bliver for kraftigt og der må af "ske noget". Behændigt undgår de ansvarlige, at domstole træder i karakter som den tredje statsmagt, selvom dette burde være den slagne vej.

Når alle disse år er gået kan "Departementschefsstyret og co." ånde lettede op: En eller flere politikere er måske kritiseret, mens et eventuelt ansvar for embedsværket bekvemt er forældet.

For demokratiet er tilstandene usunde. I stedet bør der arbejdes for, at domstolene kunne fungere i overensstemmelse med de grundlæggende idéer, Effektiv håndhævelse og lighed for loven.