Som beskikket advokat for de 23 irakiske torturofre har jeg selvfølgelig brug for at tale med mine klienter.

I efteråret skulle jeg have et møde med en repræsentant for 11 af de 23, der siden 2011 har sagsøgt den danske stat. På trods af, at kravene i reglerne om visum var opfyldt, blev udstedelsen af visum alligevel nægtet, og det blev nødvendigt at anmode Østre Landsret om at skrive i retsbogen, at det for den beskikkede advokat er "relevant" at kunne mødes med klienten.

Dette er et beklageligt eksempel på afstanden mellem at have ret og få ret. 

I december måned blev mødet med repræsentanten for de resterende 12 sagsøgere forberedt på samme vis, og han skulle have været til møde med mig i København den 3. og 4. februar. Desværre gentog efterårets chikane sig, denne gang ved en bureaukratisk forsinkelse.

Dette er kun et par små eksempler på, hvorledes statsapparatet i stort og småt benyttes til at forsinke, besværliggøre og idealt set, tror jeg, at umuliggøre at sagen bliver behandlet ved de danske domstole i sin substans om det danske forsvarsministeriums ansvar for overgivelse af 23 uskyldige civile irakere til tortur.

I den store verden gør Danmark sig gældende som fremtrædende fortaler for bekæmpelse af tortur, men herhjemme sættes der enorme ressourcer ind på at modvirke gennemførelsen af ret og retfærdighed.

I juni måned, den 14., 15., 17. og 21., skal Østre Landsret behandle indsigelserne om forældelse, som Kammeradvokaten på vegne af Forsvarsministeriet har fremsat på trods af, at internationale menneskerettigheder netop går ud på, at tortur ikke kan forældes. Det ved Forsvarsministeriet godt, men så længe det emne kan sættes ind, så længe træneres sagen.

Dette er et beklageligt eksempel på afstanden mellem at have ret og få ret. Efter at det bevismateriale, der er kommet frem, herunder filmoptagelse af tilfangetagelsen i november 2004, de klare vidnesbyrd fra den modige whistleblower Anders Kærgaard, erklæringer fra tidligere ambassadør i Baghdad, retsmedicinske rapporter efter undersøgelser af de 23 foretaget af blandt andet statsobducent, prof., dr. med. Jørgen Lange Thomsen, samt mange andre former for beviser, må jeg konstatere, at det er sjældent, at en sag mod det offentlige står så stærkt, som tilfældet er her.

Netop derfor er det nok, at der udfoldes så store bestræbelser på at forhindre, at vi kommer ind til kernen. Det inderste i sagen har vi endnu ikke bragt ud af mørket.

Det ser ud som om, at bataljonschefen den formiddag, hvor man havde gennemført afhøringerne af de tilfangetagne og havde konstateret at operation Green Desert var en stor fejltagelse, har indrapporteret til Forsvarsministeriet (forsvarsminister Søren Gade), at det var en fejltagelse.

Her er det så, at krigsforbrydelsen indtræder. Alt tyder på, at ordren til bataljonschefen ikke var, som den skulle være, nemlig straks at løslade fangerne. I stedet var den, at disse uskyldige shia-muslimer godt kunne overgives til shia-militsen, selvom enhver dengang vidste, at det ville betyde grusom tortur.

I forbindelse med retssagen bliver vi ved med at holde fokus, således at sandheden og et vist mål af retfærdighed på et tidspunkt bringes frem.