Som advokat for de irakiske torturofre igennem nu to og et halvt år bliver man udsat for forskellige absurde oplevelser.

Den sagsøgte statsmagt, der i iraktortursagen er i store vanskeligheder, benytter reglerne og procedurernes kompleksitet som sidste manøvre for at undgå, at irakerne får deres sager behandlet og afgjort ved domstolene.

Arbejderens læsere har tidligere i disse spalter kunnet læse flere eksempler herpå.

Nyt højdepunkt

I forrige uge nåede absurditeterne et nyt højdepunkt:

Uanset Højesterets kendelse af 17. september, har  Procesbevillingsnævnet nu afslået ansøgning om fri proces. 

Med Højesterets kendelse blev Østre Landsrets medhold til kammeradvokaten, hvorefter torturofrene skulle stille sikkerhed til Forsvarsministeriet (Kammeradvokaten) med 920.000 kroner, underkendt med den klare begrundelse, at: ”Sagernes helt særlige karakter og omstændigheder - den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet… indebærer efter Højesterets opfattelse, at det ville være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse”.

Dette giver anledning til følgende gåde:

Når Højesteret  finder det: "urimeligt… at krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger reelt vil kunne afskære de anlagte retssager".

Hvordan kan det så være ”rimeligt” at Procesbevillingsnævnet afskærer de samme mennesker adgang til domstolene, med afslag på fri proces, fordi det sagsøgte Forsvarsministerium kræver sagen forældet?

Absurditeter

I forbindelse med domstolsbehandling i Danmark optræder der nu i stadigt større omfang absurditeter, som kun kan opstå, fordi tingene bliver mere og mere komplicerede.

Dette udnyttes systematisk af statsmagten og dets embedsværk.

Den sagsøgte statsmagt, der i iraktortursagen er i store vanskeligheder som følge af retsmedicinske rapporter, vidneerklæringer fra medvirkende officerer, og så videre, og så videre - benytter reglerne og procedurernes kompleksitet som sidste manøvre for at undgå, at irakerne får deres sager behandlet og afgjort ved domstolene.

I FN-sammenhæng brystede Danmarks regering sig for nyligt af at arbejde mod tortur, men når det drejer sig om eget ansvar, benyttes yderliggående kneb for at undgå ret og retfærdighed.

Det sidste ord er nu ikke sagt, men vi nærmere os den situation, at statsmagten forårsager, at sagerne må opgives, uanset den foreliggende stærk dokumentation, eller måske netop på grund heraf.