I januar var det 100 år siden, at Danmark solgte de Vestindiske øer til USA, som blev til et "territorium" henlagt under Sydstaterne og både dengang og nu uden demokratiske rettigheder for befolkningen, der således blev solgt to gange af den danske stat. 

En ny 100 års-dag nærmer sig. Om tre år (i 2020) er det 100 år siden, at Danmark koloniserede Nordvestgrønland og dermed befolkningen i Thule-området. Statsministeret arrangerede, at Christian den X holdt en tale, hvoraf det fremgik, at det var for at "beskytte polar eskimoerne".

Danmarks ansvarlige administration har forårsaget, at verdens nordligste naturfolk synker direkte i undergang.

Under Knud Rasmussens medvirken gik det godt de første år, men i 1951 gav den danske regering villigt efter for USA, da vores regering udenom Folketinget og dermed ulovligt accepterede anlæggelsen af Thule Air Base. I 1953 blev thulebefolkningen tvangsflyttet, som i 2003 af Højesteret er dømt som ulovlige krænkelser af netop den befolkning, som var koloniseret i 1920, og som staten ville "beskytte".

I 1920 påtog den danske stat sig ansvaret for verdens nordligste boende befolkning i et område, hvor den menneskelige eksistens er 100 procent afhængig af uhindret adgang til jagt og fangst, hvor dyrene opholder sig, bestemt af Golfstrømmens nordligste udstrækning. Endnu i 2017 har de ikke fået jagt- og fangstterritoriet tilbage, endda på trods af, at denne menneskerettighedssag stadig er under kritisk opsyn og behandling hos FN-organisationer, herunder Racediskriminationskomiteen i Genevé, Komiteen om Økonomiske Social og Kulturelle rettigheder, Komiteen om Børns rettigheder og selve FN's Menneskerettighedskomiteen. Samtlige disse FN-organisationer på området stiller  – igen og igen –  kritiske spørgsmål til Danmarks regering med hensyn til vores efterlevelse af gældende internationale konventioner om beskyttelse af oprindelige befolkningers rettigheder. 

Indtil videre er det åbenbart for besværligt for pressen i Danmark at tage emnet op. Måske er der for pressen nu for meget at sætte sig ind i, og det strider mod dansk presses vaneforestillinger om grønlændere, men om et år eller to vil udenlandsk kritiske presse nok interessere sig for, hvorledes det kan gå til, at Danmark i strid med grundlæggende menneskerettigheder og med begrundelsen for kolonisationen i 1920, som følge af eftergivenhed overfor USA, stadig ikke giver befolkningen dets samfundsmæssigt bæredygtige jagt- og fangstterritorium tilbage.

Omverden vil med undren og forargelse kunne iagttage, hvorledes Danmarks ansvarlige statslige administration har forårsaget, at verdens nordligste naturfolk synker direkte i undergang, uanset 100-års dagen for at staten angiveligt ville beskytte den samme befolkning. Efterhånden som 100-års dagen nærmer sig, bør det gøres klart, at thulebefolkningen og den danske nation nu er ved de allersidste chancer for en redning, som forudsætter, at territoriet tilbagegives som bæredygtigt eksistensgrundlag.