Mandag Morgen har bragt en omtale af det forventede indhold i Socialdemokratiets udspil til pensionsreform, der er så detaljeret, at der næppe kan være tvivl om, at partiet har valgt selv at lække dele af indholdet på forhånd

I mine øjne vil det være det største pensionspolitiske gennembrud siden etableringen af folkepensionen i 1956.

Det ser ud til, at udspillet vil lægge sig ret tæt op af det forslag, Socialdemokratiet lagde på bordet i valgkampen i 2019, og som formentlig var en medvirkende årsag til partiets tilbagevenden til regeringsmagten

Tilsvarende vil udspillet tilsyneladende ikke ligge så fjernt fra FOA's bud på en pensionsreform fra 2015, der skulle sikre større lighed i pensionsalderen i forhold til antallet af år på folkepension. Dengang kneb det med partiernes begejstring for tanken om at differentiere pensionsalderen, men med Socialdemokratiets forslag op til sidste års folketingsvalg blæser der heldigvis nu andre vinde.

Kommer udspillet til at ligne Mandag Morgens foromtale, ser det ikke så tosset ud

Ret til selv at beslutte

Krumtappen i forslaget er en en ret til selv at beslutte at gå på folkepension, når man er startet tidligt på arbejdsmarkedet. Retten til at gå bliver universel og ikke målrettet særligt belastende brancher. Til gengæld lægges der op til helt eller delvist at neutralisere arbejdsløshedsperioder, barselsfravær og perioder på deltid over en bestemt mindstegrænse for den ugentlige arbejdstid.

Dermed rammer udspillet skiven, når det gælder om at skabe en ordning, hvor den enkelte selv træffer beslutningen om at forlade arbejdsmarkedet uden krav om særlig alder eller lægelig visitation, og hvor lønmodtagere ikke diskrimineres for at have arbejdet indenfor fag med usikre beskæftigelsesforhold, og hvor de særlige kvindefag med fravær på grund af barsler og manglende mulighed for fuldtidsbeskæftigelse ikke rammes på kønnet.

Har Mandag Morgen ret i sin omtale, vil udspillet nok kredse om en ret til at gå på folkepension tre år før den generelle pensionsalder efter 40 år på arbejdsmarkedet.

Hermed vil udspillet give Arne og ligestillede en ret til pension fra det 65. år, svarende til den generelle pensionsalder før Christianborg sendte pensionsalderen til vejrs.

I mine øjne vil det være det største pensionspolitiske gennembrud siden etableringen af folkepensionen i 1956.

Med partiernes foreløbige meldinger ser blå blok ud til at ville gå i Snapstinget, mens det kommende udspil forhandles. Forhåbentligt med undtagelse af Dansk Folkeparti, som ivrigt har bidt Socialdemokratiet i haserne om, hvornår Arne vil få den i valgkampen lovede mulighed for tidlig tilbagetrækning.

Et stort men

Men der er et men. Et ganske stort et af slagsen.

Nemlig den stigende pensionsalder for alle.

Forligspartierne bag velfærdsaftalen i 2006 inklusiv Socialdemokratiet holder foreløbigt fast i aftalens forudsætning om, at lade pensionsalderen stige i takt med den gennemsnitlige levealder.

Og dermed kommer Folketinget til om ikke så længe at behandle den næste stigning til 69 år.

Velfærdsaftalen blev skabt bag skriveborde, hvor det handlede om regneark, arbejdsudbud og økonomisk råderum. Teoretiske redskaber, der på papiret eller rettere i regnearket når frem til vækst og beskæftigelse som følge af, at alle skal tilbringe flere år på arbejdsmarkedet.

Men at betragte levetiden som et gennemsnit er at springe over, hvor gærdet er lavest. Levetiden er meget tydeligt ulige fordelt mellem dem, der har deres på det tørre, og dem, der ikke fik den lange samfundsbetalte uddannelse som unge.

Det kan differentieret pensionsalder råde bod på, men djøffernes tankesæt om, at de fleste kommer til at leve længere og længere, bliver sundere og sundere, og derfor kan kan arbejde længere og længere, holder ikke i den virkelige verden.

At alle, der ikke får retten til at gå på tidlig pension, vil være i stand til arbejde til langt op i 70’erne og derefter have i gennemsnit 14 gode pensionsår uden funktionsnedsættelser, er en illusion.

Drop stigende pensionsalder

Det er på tide, at regeringen og Christiansborgs erkender, at velfærdsaftalens forudsætning om at skabe økonomisk råderum ved at hæve pensionsalderen i det uendelige er uholdbar.

Tilbagetrækningsalderen stiger allerede, og vi vil opleve det samme uden forøgelse af pensionsalderen, fordi en del og særligt de med mindst fysisk og psykisk belastende jobs selv ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet.

Det er godt for de, der har lysten og kræfterne, men den tvangsmæssige forøgelse for alle er helt uholdbar.