Konkurrenceudsættelse af skatteyderbetalt velfærd og service er blevet et mantra for skiftende regeringer, der har set konkurrence som vejen til på samme tid at øge kvaliteten og sænke prisen.

Og den nuværende regering vil endnu længere ad den vej.

Kommunerne er stærkt presset og stadig flere vil blive fristet til at hoppe på velfærdsydelser til en pris, som de ikke selv tror på.

Men sporene fra de private rengøringsfirmaers kamp om skattekroner til rengøring af offentlige institutioner skræmmer.

Gennem de seneste fire årtier er priserne konkurreret helt i bund, og uanset om rengøringsbranchen nu vil indrømme det eller ej, så er denne prismæssige dødsspiral nået helt i bund. Dér, hvor der ikke kan tjenes penge på rengøring uden enten at snyde institutionen på rengøringens kvalitet eller at snyde de ansatte på løn og vilkår. Eller begge dele.

Ældreplejen har været igennem et langt forspil til en tilsvarende udvikling.

Først gennem 10 år med ældres frie valg af leverandør af ældrepleje, som åbenlyst har haft til formål at skabe et – godt nok kunstigt skabt – forstadie til et marked. Et frit valg mellem kommunen og en eller flere private leverandører, men vel at mærke uden priskonkurrence. De private plejefirmaer skulle have præcis den betaling for en hjemmehjælpstime, som kommunens egen ældrepleje kostede.

Dernæst fra 2013 med mulighed for kommunerne for at lave udbud med priskonkurrence af det frie valg.

Vi så resultatet af priskonkurrencen meget tydeligt, da Kolding kommune efterfølgende valgte det billigste tilbud fra en stor koncern, som gav tilbud med en pris, der lå 25 procent under den hidtidige betaling til de private plejefirmaer i kommunen. Det kostede de lokale firmaer livet, og den store koncern indrømmede åbent, at der var tale om en pris lagt efter et ønske om at komme ind på markedet.

Lolland kommune oplevede sidste år en tilsvarende situation, da to private plejefirmaer gav tilbud, og kommunen valgte det firma, der havde givet et tilbud, som for hver ældre var 10.000 kroner billigere om året end det andet firma.

Kan man sænke prisen med 25 procent eller med 10.000 kroner pr. borger, levere den ønskede kvalitet og sikre de ansatte ordnede løn- og ansættelsesforhold?

Det bedste svar må være det udtryk, vi brugte, da jeg var barn, når vi ikke troede på en historie, ved at trække ned i det ene øje og spørge: "Kan du se en sporvogn?"

Kommunerne er stærkt presset i disse år. Indtægterne gør det stadig vanskeligere at levere god service af høj kvalitet, og derfor vil stadig flere blive fristet til at hoppe på velfærdsydelser til en pris, som de selv i virkeligheden ikke tror på.

Det bringer os hen til kanten af den prismæssige dødsspiral, hvor brugerne og de ansatte betaler prisen.

Vil vi virkeligt med åbne øjne hoppe på den vogn?