Det var ikke frie overenskomstforhandlinger, der brød sammen og udløste en lockout af undervisere og lærere i 2013.

Det var derimod resultatet af et forhandlingsforløb, som reelt blev fjernstyret af regeringstoppen i SRSF-regeringen.

Det er nu dokumenteret, at Corydon stod klar i kulissen med køllen til at bøllebanke undervisere og lærere gule og blå. 

Eller som den daværende SF-formand og minister Annette Vilhelmsen i dag formulerer det: "Lockouten af lærerne var regeringens beslutning."

Udtalelsen falder i bogen "Søren og Mette i benlås" af Anders-Peter Mathiasen, som udkommer i næste uge. Vilhelmsen tilføjer, at hun først fik kendskab til de konkrete overvejelser om at lockoute undervisere og lærere, da hun blev minister: "Villy Søvndal som SF’s tidligere formand havde sagt ja, og den aftale var gældende i regeringen."

Og Kristian Thulesen Dahl fortæller om, at det, han som nyvalgt partiformand troede skulle være et hilse-på-møde med statsministeren i oktober 2012 fem måneder før lockouten, viste sig alene at handle om, hvorvidt Dansk Folkeparti ville stemme for det regeringsindgreb i en konflikt på lærerområdet, hvor overenskomstforhandlingerne end ikke var startet endnu, som Helle Thorning-Schmidt allerede var i gang med at forberede: "Fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om. Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft."

Den rygende pistol

Citaterne udgør den "rygende pistol", som har manglet i de mange debatter siden 2013 om regeringens lidet flatterende rolle under undervisernes og lærernes daværende overenskomstforhandlinger. Det var aftalt spil. Regeringen ville hente penge til at finansiere sin folkeskolereform fra lærernes arbejdstidsregler, og arbejdsgiverne i kommuner, regioner og stat ville have mere ledelsesret over lærerne.

At nå de mål krævede både hemmeligt rænkespil overfor offentligheden og direkte angreb på den danske model.

Den rygende pistol bekræfter nu, at både rænkespillet og angrebet på den danske model var nøje tilrettelagt i regeringskontorerne.

Det var trist dengang at være vidne til, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti var parat til at sætte den danske model ud af kraft i den offentlige sektor.

De Radikale har aldrig rigtigt tændt på arbejdsmarkedets parter og den danske model, så deres medvirken var ikke så overraskende. Men S og SF har haft tæt tilknytning til den danske model, og tanken om rænkespil og direkte angreb på modellen burde have ligget de to partier fjernt. På den anden side stod mange andre grundlæggende værdier og hidtidige holdninger for fald under Thorning-Corydon-eksperimentets regeringsperiode.

Manglende solidaritet i fagbevægelsen

Det var også trist at være vidne til, at solidariteten i fagbevægelsen ikke rakte til at række undervisere og lærere en reel hjælpende hånd under lockouten.

FOA forsøgte forgæves at overtale de andre organisationer på skoleområdet og i skolefritidsordningerne til sammen med os at varsle sympatikonflikt til støtte for lærerne. Vi har ikke tradition for sympatikonflikter på det offentlige område, men hvis ikke det åbenlyse overgreb på undervisere og lærere og den danske model skulle kunne indlede en sådan tradition, hvad skulle så kunne?

Det var lige så trist at høre en række af mine kolleger på det private arbejdsmarked offentligt afvise enhver kritik af, at regeringen og arbejdsgiverne i en uhellig alliance satte den frie forhandlingsret og dermed den danske model ud af kraft for de offentligt ansattes vedkommende. Heller ikke her var solidariteten så fremtrædende, at den var til at få øje på.

Til gengæld var der ingen grund til at klynke over, at arbejdsgiverne varslede lockout. Det er lige efter bogen.

Parterne kan vælge at lægge arm, når forhandlingerne ikke fører til det resultat, de har sat næsen op efter. Lønmodtagerne kan reagere med strejke og arbejdsgiverne med lockout.

Men forudsætningen er i sagens natur, at armlægningen foregår uden snyd og svindel. Og snyd og svindel var der på arbejdsgiversiden, som havde sikkerhed for, at storebror Corydon stod klar i kulissen med køllen til at bøllebanke undervisere og lærere gule og blå. Det er nu dokumenteret med "Søren og Mette i benlås."

Bedre takter op til OK 2018

I mine øjne bør de øvrige faglige organisationer ikke kunne leve med, at et forbunds vilkår er reguleret gennem lovgivning uden, at forbundet har reel mulighed for at forhandle sig til normale overenskomstmæssige forhold.

Heldigvis er der tegn i sol og måne på, at andre faglige organisationer deler det synspunkt her i forberedelserne op til overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor i 2018.

Lærerne har brug for solidaritet, og vi andre skylder dem det.