Det er ikke kun i medlemslandene, at mange mennesker oplever bagsiden af EU. Dette gør sig også gældende på det afrikanske kontinent, hvor EU’s handels- og landbrugspolitik er med til at holde mennesker fast i fattigdom og sult og drive mennesker på flugt.

Den afrikanske befolkning efterlades i fattigdom og hungersnød, når rettighederne til deres ressourcer sælges til EU-lande.

Hvert år bruger EU-lande en stor portion ulandsbistand til at opkøbe landbrugsarealer i de afrikanske lande. I stedet for at bruge pengene til at hjælpe de lokale bønder med at dyrke egne afgrøder eller bygge skoler, bruges pengene på at opkøbe netop denne jord, som bønderne har så hårdt brug for.

Når EU påstår at handle med de afrikanske lande, er det altså i rigtig mange tilfælde EU, der handler med sig selv ved at sælge afrikanske ressourcer, der er købt for ulandsbistand, der egentlig burde bruges på udviklingsprojekter i de afrikanske lokalsamfund.

Mælkeproducenter i EU skaber unfair konkurrence

Der er flere eksempler på, hvordan EU-lande også udnytter behovet for mælk og mælkepulver på det afrikanske kontinent. Egentlig er der mange lokale afrikanske landbrug, der producerer både mælk og afgrøder, men som ikke kan få solgt deres varer, fordi de må konkurrere med priserne på EU’s indre marked.

Dette har blandt andet resulteret i, at der på 10 år er sket en fordobling i eksport af mælkepulver fra Europa til især de vestafrikanske lande.

Samtidig har EU indgået handelsaftaler med flere afrikanske regeringer om, at der ikke må sættes afgifter på blandt andet import af mælkepulver til flere afrikanske lande, hvilket gør det mere eller mindre umuligt for afrikanske lokalbønder at konkurrere med priserne på europæisk mælkepulver.

Det er ikke kun mælk og landbrugsarealer, EU beskæftiger sig med på det afrikanske kontinent. Igennem handelsaftaler har EU også overtaget fiskerirettighederne i flere vestafrikanske lande, hvor det førhen var lokalbefolkningen, der levede af lokalt fiskeri.

Fiskeriaftalerne har desuden medvirket til overfiskeri, hvilket har store konsekvenser for fiskebestanden og samtidig efterlader alt for få fisk til lokalt fiskeri og lokalbefolkningen.

Handelsvarer fra besatte områder

EU har på flere områder et meget tæt samarbejde med Marokko, på trods af at Marokko blandt andet uberettiget har invaderet Vestsahara for at få adgang til landets ressourcer.

Disse ressourcer sælges blandt andet på EU’s indre marked som følge af det tætte handelssamarbejde mellem EU og Marokko.

Vestsaharas befolkning har i årevis været drevet på flugt og bor i flygtningelejre udenfor Vestsahara. FN har for længst fordømt Marokkos invasion af Vestsahara og krævet, at Marokko trækker sig ud af Vestsahara og giver landet og alle dets ressourcer tilbage.

Dette er endnu ikke sket, og EU fortsætter blot med at nyde godt af ressourcerne fra Vestsahara, der ender på EU’s indre marked.

Uanset om der er tale om handelsaftaler i eller uden for EU-medlemslandene, så forholder det sig sådan, at EU’s handelsaftaler ikke bare kan ændres eller tilpasses, såfremt det enkelte land gerne vil eller har et direkte behov for det.

Heller ikke ved et eventuelt regeringsskifte. Dette betyder, at nye regeringer i de afrikanske lande, der gerne vil understøtte små lokale landbrug, ikke kan sige fra over for EU eller ændre disse handelsaftaler.

Mennesker drives på flugt

Den afrikanske befolkning efterlades i fattigdom og hungersnød, når rettighederne til deres ressourcer sælges til EU-lande, samtidig med at EU indgår uretfærdige handelsaftaler, der på ingen måder gavner lokalbefolkningen.

Dette er med til at drive mennesker på flugt fra fattigdom og hungersnød. Mange søger mod Europa, hvor gevinsten af deres egne landes ressourcer ender, men bliver her mødt med lukkede døre, militære mure og umenneskelig behandling.