05 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Militarisering af verdensfreden?

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 29. oktober, 2015, 09:15:41

Militarisering af verdensfreden?

Mens NATO tidligere i det mindste kunne profileres som en forsvarsalliance i Europa, er organisationen nu blevet et utilsløret globalt instrument. En krigsmaskine, der gennemfører regimeskift af regeringer, der ikke makker ret.

I forbindelse med Den kolde Krigs afslutning opstod en diskurs, der byggede på en forestilling om, at fra nu af ville verdens militære udgifter kunne forvandles til fredelige formål. Hvem husker ikke begrebet ”Fredens dividende”?

Hvordan er det gået til, at anti-krig og anti-imperialisme, som var en del af venstrefløjens selvforståelse i de vestlige lande, nu næsten er forsvundet?

Under overskriften ”Danmark i permanent krig” (Arbejderen 9-11/10/2015) beskriver lederskribenten i hvilken grad de vestlige demokratier i dag er blevet en del af den militariseringsproces, der kendetegner den ”frie verden!” 

Problematikken er desværre ikke ny! Allerede i 1961, advarede Præsident Dwight Eisenhower om det amerikanske militær-industri kompleks’ voksende, truende magt og indflydelse på udformningen af USA's politik. Den tidligere hærgenerals advarsel blev imidlertid ikke brugt til at mindske militariseringen af økonomien og samfundet. Tværtimod! Ydermere bidrog våbenkapløbet med USSR til at svække Sovjetunionens samfundsøkonomi. 

NATO

For Danmarks vedkommende, ifølge førnævnte leder, er denne udvikling: ”gået stærkt i et land, hvis indbyggere engang for ikke så mange år siden så sig selv som jordens fredeligste.” Om denne selvforståelse byggede på ”falsk bevidsthed” eller ej er måske i denne forbindelse mindre relevant. Danmark var jo allerede ligesom nu medlem af NATO med allierede, der førte åbne og skjulte krige i den tredje verden.

Mens organisationen den gang i det mindste kunne profileres som en forsvarsalliance i Europa, er den nu blevet et utilsløret globalt instrument. En krigsmaskine, der gennemfører regimeskift af regeringer, der ikke makker ret. NATO's målsætning er blevet skabelsen af en kollektiv vestlig imperialistisk verdensorden under USA’s ledelse.

Disse bestræbelser har i dette århundrede medført adskillige krige (især i Mellemøsten) og udstillet Danmark i denne sammenhæng som et af alliancens meste aggressive (”aktivistiske”!) medlemmer.

Krig bliver til fred!

Pointen med disse refleksioner er at gøre opmærksom på, at mens forståelsen af militariseringens omfang og logik er nødvendig for udarbejdelsen af en modstands strategi, er dette ikke nok. Det er nemlig et paradoks, at i denne historiske periode, hvor eksistentielle trusler imod de vestlige demokratier er svære at få øje på, oplever vi en militarisering af vores samfund tilsyneladende uden politiske reaktioner. 

Hvordan er det gået til, at anti-krig og anti-imperialisme, som var en del af venstrefløjens selvforståelse i de vestlige lande, nu næsten er forsvundet? Samtidig fører pseudosocialistiske partier an og deltager i politiske processer, der legitimerer krig i lande, der ikke truer vores sikkerhed? 

I 1960'ernes Danmark, da venstrefløjen var svagt repræsenteret i Folketinget, blev den offentlige stemning påvirket af bevægelser som ”Nej til atomvåben” og pacifisme; Vietnamkomiteer og solidaritetsorganisationer med nationale befrielseskampe for ikke at tale om støtten til afroamerikanernes oprør imod racisme.

Til forskel fra nu fik disse bevægelser næring i de daværende medier. Disse var mere åbne og kritiske, hvad angik Vestens politik end nu. Debat og interesse i de store fortællinger om kapitalismeforståelse og socialisme-utopier var emner som blev diskuteret og studeret på universiteterne. I dag bliver samfundsvidenskab (forskning og undervisning) udsultet på de højere læreanstalter.

Nu er medierne kommet under den politiske og økonomiske elites ensformig kontrol. ”Public service”-TV og -radio deltager ukritisk i en informationskrig til fordel af den dominerende magt. Dækningen af konflikterne i Syrien og Ukraine er symptomatisk. I orwelliansk sprog bliver krig til fred!

Hvem viser vejen ud af moradset?

Nyeste blogindlæg