Det lyder hult, når Mette Frederiksen nu går i rette med de politikere, som blander sig i de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. 

Det meget omfattende lockoutvarsel er udtryk for, at arbejdsgiverne er parate til at bruge den helt store kølle i forhandlingerne.

I betragtning af, at hun selv, som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen, sammen med Bjarne Corydon stod i spidsen for indgrebet i lærerkonflikten i 2013, og i betragtning af, at socialdemokraterne aldrig har holdt sig tilbage fra at stoppe igangværende konflikter med et lovindgreb, så er Mette Frederiksens udfald vel mest af alt udtryk for den nervøsitet, der breder sig i Socialdemokratiet med udsigten til en storkonflikt med tilhørende lovindgreb.

For det er klart, at det meget omfattende lockoutvarsel, som de offentlige arbejdsgivere har afsendt, hvor de samlet sender 450.000 ansatte uden for døren, er udtryk for, at arbejdsgiverne ikke kun satser på at tømme strejkekasserne hos de faglige organisationer så hurtigt som muligt, men også, at de er parate til at bruge den helt store kølle i forhandlingerne, og som kun de sidder med, nemlig et lovindgreb, som dikterer løn-og arbejdsforholdene i et eventuelt mæglingsforslag, selvom det måtte være forkastet af medlemmerne af fagforeningerne.

Ingen ligeværdig forhandling

Overenskomstforhandlinger på det offentlige område er ikke en ligeværdig forhandling. Arbejdsgiverne, som jo er politikere, har netop adgang til det ultimative våben, et lovindgreb. Det er ganske vist i strid med "den danske model", som jo indebærer, at man forhandler, og kan man ikke blive enige, så kan man (efter nogle mæglingsbestræbelser i forligsinstitutionen) iværksætte konflikt i form af henholdsvis strejker og lockout. Og så må styrkeforholdet (og resultatet) afgøres på denne måde.

Derfor kan de faglige organisationer heller ikke tillade sig at pibe over lockoutvarslet fra de offentlige arbejdsgivere. Men sporene skræmmer altså. Og et indgreb i en løbende konflikt kan jo altid begrundes med, at man ikke kan tillade, at vigtige samfundsfunktioner sættes i stå i længere tid. Så når politikerne som arbejdsgivere udsender et så omfattende lockoutvarsel, som de har gjort, har de selv leveret deres argumentation for et senere lovindgreb, hvis ikke fagforeningerne makker ret.

Mette Frederiksens nervøse henstilling til hendes kollegaer om ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne og ødelægge den danske model(!!) var foranlediget af Kristian Thulesen Dahl, som erklærede sin støtte til de offentlige ansatte, og manede til besindighed på arbejdsgiversiden.

Befolkningens sympati

Så må man forvente, at Dansk Folkeparti ikke igen – som i lærerkonflikten i 2013 – deltager i et indgreb, hvis forhandlingerne også denne gang fører til strejker og lockout. Og det vil jo stille Socialdemokratiet i en særdeles presset situation, da regeringen så kun kan få flertal for et lovindgreb med hjælp fra socialdemokraterne.

I øvrigt er jeg ikke i tvivl om, at Kristian Thulesen Dahl, som den populist han er, fisker i vælgerhavet. Meningsmålingerne ser ikke for godt ud, så kunne man gøre sig til ven med de offentlige ansatte, sætte Socialdemokratiet under pres og stjæle lidt stemmer fra dem, gør det jo ikke noget.

En vigtig opgave for de offentlige ansatte og deres fagforeninger er nu at gøre klar til, at en eventuel konflikt bliver brugt til at mobilisere medlemmerne til en aktiv konflikt, der med et væld af aktionsformer kan vinde befolkningens sympati for kravene om respekt for deres arbejde i form af ordentlige løn- og arbejdsforhold. Netop befolkningens sympati er afgørende for, om politikerne tør binde an med nok et lovindgreb.

Som politikere skal vi selvfølgelig blande os. Jeg har da for længst – sammen med mit parti – erklæret min sympati for de offentlige ansatte og deres krav. Og jeg har da tænkt mig at stille op til demonstrationer og blokader, når der kaldes. Men det er nok ikke mig og Enhedslisten, Mette Frederiksen tænkte på, da hun bad politikerne om at blande sig uden om overesnkomstforhandlingerne.