Det er en kendt sag, at dansk fagbevægelse har udfordringer med organiseringen af lønmodtagerne. Mine foreløbig 25 års erfaringer som aktiv tillidsmand og fagforeningsformand har vist især to konkrete udfordringer.

Fagbevægelsen skal meget tættere på medlemmernes hverdag - det er svaret.

For det første handler udfordringerne ikke så meget om antallet af medlemmer, men mere om hvor stor en andel af lønmodtagerne, der organiseres – og det er bekymrende med den faldende organisationsprocent.

For det andet handler organisering også om arbejdernes involvering og deltagelse i kampen for egne og kollegaernes forhold – samt solidariteten med lønmodtagere fra andre arbejdspladser, lande og brancher.

Her bør bekymringen efterhånden være særdeles udtalt, for mens arbejdsgivere, EU og det politiske system har sat offensivt ind på at forringe lønmodtagernes vilkår, så er der en larmende tavshed og modløshed blandt lønmodtagere indenfor stort set alle brancher.

Forbedringer kommer ikke af sig selv, men kræver lønmodtagernes eget engagement. Derfor må vi som organisationer spørge os selv, om vi gør nok for at mobilisere, involvere, aktivere samt skabe mod og tro hos arbejderne? Eller om vi som organisationer har spildt tiden med at sikre systemets bevarelse i stedet for at gøre medlemmerne til en del af kampen?

Fagtoppens svar

Fagbevægelsens top i LO og FTF mener, at en del af løsningen er mere fusion og en endnu større hovedorganisation. Jeg skal lynhurtigt kvittere for, at min egen forbundsformand i 3F har tilkendegivet, at han ikke ser det som løsningen, for det gør jeg heller ikke.

Gule uorganiserede ”fagforretninger” har oplevet flere års fremgang. De etablerer stadig flere lokale forretninger rundt i landet, og bliver dermed mere tilgængelige for lønmodtagere – det må give stof til eftertanke.

Siden den faldende organisering tog fart for 10-15 år siden, har fagbevægelsen forsøgt at vende udviklingen ved at tænke og indrette sig i større enheder, i håb om at stordriftsfordele kunne rationalisere og effektivisere.

Fagforbund er fusioneret, lokale fagforeninger er lukket ned og enkelte fagforbund har sågar kun ganske få lokale fagforeningskontorer. Afstanden mellem fagforening og medlemmer er blevet større.

Vend pyramiden

Den strategi fremstår efterhånden som en pyramide, der er vendt helt på hovedet, og hvor organisationens volumen fylder mere end medlemmerne. Vi må erkende, at den strategi har været forfejlet, for blødningen er ikke stoppet. Det står klart, at medlemmerne i hvert fald IKKE føler, de har fået hverken mere eller billigere fagforening af den strategi.

Fagbevægelsen har brug for erkendelse og en ny strategi, så den fejlagtige kurs for vores ”supertanker” kan vendes.

Pyramiden skal vendes om. Der skal være meget mindre hovedorganisation, mere fagforbund og MEGET MERE lokal fagforening, der er tæt på medlemmerne. Fagbevægelsen skal meget tættere på medlemmernes hverdag - det er svaret, og jeg er ikke i tvivl.

Lønmodtagere, der ønsker fagforening og stærk organisering, efterspørger ikke ”internetbaserede” fagforeninger - det ser de som en forretning. Hvis lønmodtagere skal hverves og organiseres i kampen, så er det nærhed og tilgængelighed, de vil have.

Svaret er enkelt - vi skal vende pyramiden til det, fagbevægelsen startede med. Lokale, tilgængelige, involverende og aktive fagforeninger, hvor man kan se og føle sig som medlem - som en del af kampen.