Da Helle Thorning-Schmidt udskrev valget, meddelte regeringen samtidigt, at Danmark nu var ude af krisen. Siden har også de store borgerlige oppositionspartier tilsluttet sig denne holdning.

Sandt er det, at der er skabt flere arbejdspladser, blandt andet gennem offentlige anlægsarbejder, men de er først og fremmest besat med importeret lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft. Den registrerede arbejdsløshed i Danmark er kun faldet ganske lidt. Tusinder er faldet ud af statistikken, uden at de er kommet i ordinær beskæftigelse, blandt andet fordi 50.000 har mistet dagpengeretten. 

Danmark er ramt af mange kriser på en gang. De kan kun løses ved et grundlæggende opgør med kapitalismen

Erhvervslivets investeringer ligger fortsat meget lavt, på trods af at danske virksomheders lønkonkurrenceevne ligger på det højeste niveau siden 1995. At renten generelt er stigende i EU skyldes ikke, at virksomhederne efterspørger kapital til investeringer, men derimod at den Europæiske Centralbank har startet et storstilet milliardopkøb af statsobligationer. Formålet er at hæve renten og dæmpe kursen på euroen i et forsøg på at trække ikke mindst Tyskland ud af deflation og øge eksporten i den kriseplagede eurozone.

Der er nogle positive træk i den danske økonomi, men BNP er fortsat lavere end før krisen. Det har ingen journalister hidtil fundet det relevant at påpege.

Dansk økonomi er tæt bundet til euroland. Det er utænkeligt, at Danmark kan trække sig ud af den økonomiske krise, samtidigt med at krisen stadig er dyb i resten af EU. Arbejdsløsheden i EU er i gennemsnit over 20 procent.

Kapitalismen er ramt af mange kriser på en gang. Der er en voksende klima- og miljøkrise. Den forstærkes af energikrisen og den manglende omstilling til bæredygtig energi. CO2-udledningen er fortsat helt ude af kontrol - også i Danmark.

Der er en krise for demokratiet, som udhules af EU og begrænses af terrorlovgivningen. Der er en stigende politikerlede og en generel krise for de politiske partier. Alle disse kriser er en uadskildelig del af det kapitalistiske system. De vil først blive afskaffet, når produktionsmidlerne ejes kollektivt, og pengemagten erstattes af en socialistisk folkemagt.