Under valgkampen blev forringelserne af velfærden skubbet ind under gulvtæppet. De massive skolelukninger, nedskæringer i ældreplejen og fyringen af 40.000 offentlige ansatte gav kun i begrænset omfang anledning til politiske brudflader. EU tilhængerne i regering og opposition er nemlig enige om, at velfærden må beskæres for at vise  "økonomisk ansvarlighed".

Valgresultatet afspejler den kommunistiske bevægelses svaghed, men viser også en fremgang.

Socialdemokraternes tilbagegang var mindre end forventet. I meningsmålinger i forhold til Folketinget ligger partiet på omkring 20 procent. I kommunerne var valgresultatet 10 procent højere. Regeringens politik er upopulær, men der er en loyalitet i Socialdemokraternes vælgerskare, som det i høj grad er lykkedes partiet at mobilisere lokalt. Men for Helle Thorning og Co blev det endnu et valgnederlag i en efterhånden lang række. I et vist omfang kan man også tilskrive Dansk Folkepartis fremgang utilfredsheden med velfærdsforringelserne - ikke mindst på ældreområdet.   

Kommunal- og regionsvalget betød store forandringer mellem partierne og en vis politisk polarisering med fremgang til Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. SF's tab af 225 kommunalbestyrelsesmedlemmer var en kontant afregning fra de mange, som havde forventet, at SF ville være en garant for et velfærdsløft.   

Enhedslisten opsamlede i høj grad det bredt funderede ønske om velfærd og solidaritet. Det er en markant tendens, som er bygget op over flere år af en dygtig folketingsgruppe. Valget har sikret liste Ø over 100 nye kommunalpolitikere og en plads i både regionerne og KL's bestyrelse. Men hvis ikke denne sejr omsættes i øget politisk aktivitet udenfor byråd og regioner, kan det blive svært for Enhedslisten at opnå resultater. Det understreges af konstitueringerne i både Aarhus og hovedstadsregionen. 

For de kommunistiske lister i København og Aarhus var valgkampen en positiv mulighed for at sprede kendskabet til kommunisternes alternativ. Valgresultatet afspejler den kommunistiske bevægelses svaghed, men viser også en fremgang, som i høj grad er muliggjort gennem de kommunistiske partiers fælles optræden.