30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Prisen for et menneskeliv

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 31. marts, 2020, 14:01:45

Prisen for et menneskeliv

Kuren må ikke blive værre end sygdommen, sagde præsident Trump i sidste uge og argumenterede for en hurtig åbning af USA, uanset de sundhedsmæssige konsekvenser. Lars Løkke Rasmussen var hurtig til at følge trop.

Danmark befinder sig fortsat i en tidlig fase af coronaepidemien. Det vil blive værre endnu, meget værre, frem til epidemien forventes at toppe omkring 1. maj. 

Regeringen er udsat for et pres fra dansk storkapital og dens organisationer for at få åbnet Danmark hurtigt op.

Man skal ikke tage fejl. Bag scenen er regeringen udsat for et pres fra dansk storkapital og dens organisationer for at få åbnet Danmark hurtigt op.

Hidtil har hjælpepakker til over 200 milliarder – uden nogen form for modydelser – fået de danske virksomheder til at rose regeringen. DI har samtidig benyttet enhver lejlighed til at kræve mere og mere.

Storkapitalen frygter at miste markedsandele og markeder. De vil have flere hjælpepakker og Danmark lukket op.

Regeringen har indbudt de store erhvervsorganisationer og fagbevægelsen til vigtige drøftelser bag lukkede døre. De borgerlige partier har forstået budskabet og rejst krav til regeringen om at lave en plan for at åbne Danmark igen.

Det var formodenligt dette pres, der fik statsminister Mette Frederiksen til mandag at love en begyndende oplukning af Danmark efter påske, hvis udviklingen af epidemien tillader det. 

Trump følger kapitalens krav

Det er langt fra alle, som vil handle på et sundhedsfagligt grundlag.

Da Trump meldte ud, at han ønskede at åbne USA igen lige efter påske, for ikke at gøre "kuren værre end sygdommen", var det med øjnene fast rettet mod storkapitalens ønske om at få gang i produktionen igen.

Trump lovede den amerikanske befolkning, at corona, "som ved et mirakel" ville forsvinde i løbet af april.

Ældre republikanske medlemmer af det amerikanske Senat bakkede Trump op og sagde, at USA måtte åbnes igen, selv om mange ældre amerikanere ville dø. De erklærede, at de selv ville tage den risiko for at støtte deres land og efterlade et stærkt USA til de kommende generationer.

Løkke griber stafetten fra Trump

Så langt er vi ikke kommet i Danmark.

Men Lars Løkke har taget tilløb. Han greb stafetten fra Trump, men undgik behændigt Trumps angreb på den lægevidenskabelige sagkundskab. Alligevel er afsættet det samme. Lars Løkke mener, at der er grænser for, hvor mange milliarder vi kan bruge for et redde et menneskeliv.

Men der er ikke grænser for, hvor mange milliarder staten kan kaste efter samfundets allerrigeste elite, der også tømte statskasserne rundt omkring i verden ved finanskrisen.

En fortsat nedlukning af Danmark vil ifølge Lars Løkke Rasmussen betyde, at Danmark ikke kan finansiere den kollektive velfærd, ikke vil have råd til dyre sundhedsbehandlinger og også må skære i ulandsbistanden. Hykleri.

Lars Løkke Rasmussens menneskesyn nyder næppe stor opbakning udenfor de bonede gulve i storkapitalens palæer. Ingen har som han angrebet den offentlige sektor og massefyret sundheds- og plejepersonale for at kunne give skattelettelser til storkapitalen. Og han har skåret i ulandsbistanden uden tanke på de menneskelige omkostninger.

Nu nærmer vi os – eller har formodentligt allerede overskredet – nyliberalismens og Lars Løkkes grænse for, hvad man er villig til at bruge på folkesundheden. Nu skal hjulene i gang, koste hvad det vil, selv om Lars Løkke ved, at antallet af smitteramte, indlagte og døde vil vokse i mange uger endnu.

Profit før humanisme

Lars Løkke kæmper for profit før humanisme i en situation, hvor samfundets ældste og mange andre udsatte grupper har en berettiget forventning til, at alt vil blive sat ind for at hjælpe, så længe epidemien er her.

Som så ofte før tvang virkeligheden Trump til at skifte mening. Corana forsvandt ikke af sig selv, som Trump forudsagde. USA er i stedet blevet et af coronakrisens centre, blandt andet fordi en inkompetent præsident lukkede øjnene og bagatelliserede epidemiens konsekvenser i de første uger, hvor alle kræfter burde være sat ind på at ruste sundhedssektoren og få samfundet lukket ned i tide.

Trump mener nu, at USA har gjort det godt, hvis kun 100.000-200.000 amerikanere mister livet til corona, og han har udsat den planlagte åbning af USA.

Det er ikke fra USA, man skal søge inspiration til folkesundhed. Storkapitalen i USA fik den største hjælpepakke i historien. De fattigste amerikanere – 83 millioner uden sundhedsforsikring – er overladt til sig selv.

Hvor mange danskere skal overlades til deres egen skæbne, hvis sundhedsvæsenets kapacitet overskrides, når markedskræfterne slippes løs, hvis Lars Løkke får sin vilje, og Danmark åbnes for hurtigt op? Det skylder Lars Løkke fortsat at fortælle.