Det ville være fejlagtigt at forvente, at den nuværende overgang fra USA’s hegemoniske orden/uorden til en mere pluralistisk og demokratisk international struktur bliver en harmonisk og fredsommelig proces.

Det er især forholdet mellem Rusland (med Kina) og USA (med EU), der kommer til at være afgørende for fremtiden.

Det første projekt, ”unipolaritet”, bygger på amerikansk dominans og har til formål først og fremmest at tjene USA’s interesser, som samtidig nægter at acceptere modstanderes nationale interesser. Den anden model bygger på multipolaritet, det vil sige en struktur, hvor andre staters suverænitet respekteres.

I en tid, som på mange måder ligner den historiske periode, der førte til Anden Verdenskrigs barbari, er det svært at opretholde et positivt lyssyn. Antonio Gramsci, der tilbragte 12 år i fængsel under Mussolinistyret, kan måske hjælpe os i denne bestræbelse.

I et brev omtaler han følgende forståelse: ”Modernitetens udfordring er at leve uden illusioner og uden at blive desillusioneret… Jeg er pessimist på grund af intelligens, men en optimist, på grund af vilje”.

USA's dominans

Denne formulering udtrykker en holdning, som progressive mennesker kan prøve at anvende i forsøget på at forstå og fungere i den konstant eksisterende turbulens.  Vi ved jo, at tesen om ”historiens afslutning” og Margaret Thatchers motto, ”There is no alternative” (TINA), var og er ideologiske fupnumre!

Dermed ikke at overse at samfundets herskende ideer udformes af den herskende klasse. Overført til nuværende geopolitik er det klart, at den herskende diskurs i de vestlige samfund bygger på en accept af USA’s politiske kultur og overherredømme.

Russofobi

Set i dette lys bliver den igangværende russofobi i sidste instans et narrativ til bekæmpelsen af alternativet til unipolaritet.

Et blik på de etablerede medier og public service-TV og -radio viser med få undtagelser, at vi bliver udsat for en politisk korrekthed, som skaber et fjendebilledet af Rusland. Reaktionen på Peter Schmeichels samarbejdsaftale med den russiske TV-kanal RT er symptomatisk for en krybende heksejagt, der antaster individernes demokratiske rettigheder.

Selvom konfrontationen mellem multipolaritet kontra unipolaritet involverer flere lande, er det især forholdet mellem Rusland (med Kina) og USA (med EU), der kommer til at være afgørende for fremtiden.

Historiske tendenser

Situationen efter Anden Verdenskrig gav anledning til en slags ”bipolaritet” mellem en russisk og en amerikansk blok-dannelse. Selvom konflikter og krig fandt sted i denne periode, var international politik forudsigelig. Begge stormagter viste respekt for hinandens interesser.

Da Sovjetunionen, med amerikansk indblanding i russisk politik, gik over til kapitalisme, opstod ifølge nykonservatismen et ”unipolært moment” der skulle forvandles til en permanent tilstand. Samtidig bidrog Kinas ”åbning” og deltagelse i verdensøkonomien til en styrkelse af globalisering, men også en kraftig vækst af den kinesiske økonomi.

USA's aktivisme i Østeuropa, med udvidelsen af NATO tæt på Ruslands grænser og opløsningen af Jugoslavien, samt regimeskift, krig og ”farverevolutioner” især i Mellemøsten fremkaldte en nationalistisk reaktion i Rusland. I forhold til Kina, forsøger USA at mobilisere de asiatiske lande i en anti-kinesisk front.

Selvom Ruslands og Kinas svar på amerikansk unipolaritet er udtryk for disse to landes nationale interesser, indeholder multipolaritet en dimension af respekt for alle landes suverænitet samt selvstændige indre politiske processer.

Klarhed omkring indholdet af disse to historiske tendenser burde bidrage til en mere kvalificeret holdning til international politik.