Selvom den japansk-amerikanske politolog Francis Fukuyama i sommeren 1989 erklærede historien for afsluttet, vidner verdensgangen om det modsatte. 

Set i bakspejlet var det en stor amerikansk geopolitisk provokation at behandle Rusland som besejret nation efter Sovjetunionens fald.

Den kolde Krigs ophør – udråbt som kapitalismens endelige sejr over socialismen—har i løbet af de sidste årtiers globale udvikling frembragt en krise, der både indeholder faremomenter og muligheder. 

Mens den internationale situation efter Anden Verdenskrig var præget af en forståelsesramme, der antog en systemisk konfrontation mellem de to samfundssystemer som bærende fundament, befinder Øst-Vest-konflikten sig nu på et utilsløret geopolitisk eller interimperialistisk plan.   

Pax Americana

Det er i denne optik, at de nuværende internationale modsigelser og essens skal forstås. Efter Anden Verdenskrig har USA som kapitalismens ledende nation bestræbt sig på at skabe en Pax Americana. Det vil sige en verdensorden hvis formål består i at varetage USA’s interesser på globalt plan ved at kontrollere udviklingen i alle de kategorier af lande som udgør systemets struktur. I 1960'erne karakteriserede Mao denne strategi som ”at fange 10 lus med ti fingre”! 

Den spændingsfyldte ustabilitet, som er opstået i de senere årtier, skyldes i høj grad den amerikanske elites manglende forståelse af USA’s styrke og svaghed. Dette gælder for både den nykonservative strømning i det republikanske parti og de nyliberale interventionister i det demokratiske parti. 

Blandt de risici, som truer verdenssituationen i dag, er spørgsmålet om, hvordan den eneste supermagt vil kunne løse den gåde, der er opstået mellem dens ambitioner og evne. Dilemmaet består i, at uanset landets svækkelse (økonomisk, politisk og ideologisk) stræber den amerikanske elite efter etableringen af en total overherredømme (”full spectrum dominance”) over resten af verden og dette til trods for den modstand, dette projekt fremkalder. Dette storhedsvanvid synes at bygge hovedsageligt på en forestilling om militær magt, som dog også har sine begrænsninger. 

Set i bakspejlet var det en stor amerikansk geopolitisk provokation at behandle Rusland som besejret nation efter Sovjetunionens fald. Den russiske overgang fra statssocialisme til nyliberalistisk kapitalisme var præget af intern politisk opløsning og implementeringen af amerikanske økonomers anbefaling om ”chokterapi” det vil sige åbning og privatisering af den statsligt dominerede økonomi med katastrofale sociale omkostninger. Naturligvis havde Ruslands egen politiske klasse selv et stort ansvar for dette forløb. Det er i de sidste 15 år under Vladimir Putins ledelse, at Rusland har genfundet sin indre balance og sin store magtposition. 

USA's dominans

For Kinas overgangsproces blev de kapitalistiske reformer gennemført først i den økonomiske sfære under det kommunistiske partis politiske kontrol. Det vil sige, at landet undgik ”katastrofekapitalisme”. Tværtimod fik Kina muligheder for at drage fordel af globaliseringen af verdensøkonomien med teknologioverførsler, kapitaltilførsler og adgang til USA's markeder. 

I de senere årtier har Ruslands og Kinas politiske eliter erkendt, at USA's geostrategiske forsøg på at skabe en unipolar verden under Washingtons dominans repræsenterer en trussel imod deres nationale interesser og territoriale integritet. Udvidelsen af NATO tæt på de russiske grænser, sønderlemmelse af lande som Jugoslavien og Irak, regimeskifter gennem kup og krige imod regeringer, som ikke var ubetinget lydhøre overfor Washington i Mellemøsten, samt og ikke mindst, det amerikanske forsøg på at inddæmme Kina. Alle disse aspekter af USA’s geopolitiske strategi har resulteret i russiske og kinesiske bestræbelser på at etablere multipolaritet i verdenssystemet.

Dette partnerskabs levedygtighed, der bygger på økonomiske styrke (Kina) og politiske/militære magt (Rusland) kan blive grundstenen for en modstandsblok, der kunne indbefatter tredjeverdens lande såvel som lande i Europa.

Den amerikanske politolog Christopher Layne konkluderer i en analyse af dette spørgsmål, at ”international politik befinder sig i en overgangsfase: Ikke længere unipolar, men heller ikke fuldt ud multipolar”. I den mellemliggende periode ville Antonio Gramsci sikkert have tilføjet, kan uhyrligheder opstå!