For hver dag der går, bliver det mere og mere tydeligt, at verden befinder sig ved et vendepunkt. En forståelsesramme for denne historiske periode findes i Antonio Gramscis tankevækkende formulering af 1930'ernes daværende politiske krise mellem kapitalisme og socialisme.

Selv om tiden i dag er en anden, kan den tilgang, med visse modifikationer, stadig anvendes på den geopolitiske arena. ”Den gamle verden er døende, og den nye verden kæmper for at blive født; nu er tiden for monstrummer.” I dag synes det socialistiske projekt ikke at være umiddelbart på dagsordenen, mens fascisme er genopstået efter flere årtier med neoliberalisme.

Den gensidige afhængighed mellem USA og Kina er blevet erstattet af en aggressiv handelskrig anført af Washington.

På det geopolitiske plan er verden trådt ind i en yderst farlig historisk periode. For nylig advarede den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, om, at den nuværende udvikling kan føre til anarki i de interstatslige relationer: ”Hovedprincipperne og fundamenterne for det internationalt samkvem er i færd med at blive slået itu… Institutioner, traktater, tidligere løfter og grænser bliver ikke respekteret.” Årsagen til miseren er, ifølge ministeren, at finde hos USA's præsident Donald Trump såvel som i Kina og Rusland.

Europas forhold til USA

Glemt i denne letkøbte stillingtagen er den kendsgerning, at Frankrig (og Europa) har fundet en niche i USA's forsøg på at oprette en unipolar verdensorden under sin dominans. Har man først således indtaget en proamerikansk position, forekommer enhver modstand som en aggressiv og destruktiv politik.

Til trods for Vestens vekslende anstrengelser er multipolaritet ikke desto mindre i færd med at blive født. Flere europæiske lande synes at acceptere Ruslands og Kinas strategiske svar på Vestens (USA's) hegemoniske projekt. Visse EU-lande er villige til at deltage i det kinesiske ”Belt and Road Initiative” (også kaldet 'Silkevej'; red.), hvis målsætning går ud på skabelsen af en infrastrukturel udvikling, der binder Eurasien, Afrika, og sågar Latinamerika sammen.

Virkeliggørelsen af dette projekt kan ikke overvurderes! Siden ”opdagelsen af Amerika” har de vestlige imperialistiske lande styret verdensudvikling. Bevidst eller ubevidst vil det kinesiske initiativ, hvis det bliver til virkelighed, medføre en strukturel reduktion af den eurocentriske kapitalismes overherredømme.

I en tale til russiske akademikere og studenter for nylig omtalte Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, overgangen til den nye verdensorden, som er i færd med at erstatte globalisme: ”Den vestlige liberale udviklingsmodel, som i særdeleshed forudsætter en delvis suverænitetsafgivelse… er ved at miste sin tiltrækningskraft og anses ikke længere som en perfekt model for alle”.

Vestlige anstrengelser for at påtvinge resten af verden et dominerende politisk paradigme synes at være truet. Dette skyldes til dels Kinas indtræden og trivslen i verdensøkonomien. Den gensidige afhængighed mellem USA og Kina er blevet erstattet af en aggressiv handelskrig anført af Washington.

Kloge ord fra Jimmy Carter

For nylig afslørede den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter, at han havde haft en telefonsamtale med Donald Trump, hvor den siddende præsident gav udtryk for bekymringer angående Kinas økonomiske vækst samt erkendelsen, at ”Kina er ved at overhale os”! Carter svarede, at USA er ”verdens mest krigsførende land i historien”, der forsøger at tvinge andre lande til at ”indføre vore amerikanske principper.”

USA – sagde Carter – har kun haft 16 fredelige år i sine 242 år siden opnåelsen af sin selvstændighed (fra Storbritannien). USA – mener Carter – er blevet et militaristisk land, som bruger flere ressourcer på militæret end på infrastruktur og det civile samfund. Til sammenligning har Kina en mindre militær sektor, og økonomisk vækst anses for at være afgørende for samfundsstabilitet. Tilsyneladende har USA’s politiske elite glemt tidligere præsident Dwight Eisenhowers advarsel imod, hvad han kaldte ”det militærindustrielle kompleks”.

Bemærkelsesværdig er, hvor lidt mediedækning denne telefonsamtale har fået. Manglende kendskab til lederen af den unipolare verden har været/er et aktiv for USA’s globale strategi. I denne forbindelse fortjener Mark Twain at blive citeret: ”Gud skabte krig, så amerikanerne ville kunne lære geografi”.

For dem der har en bedre viden om geografi, er valget mellem unipolaritet og multipolaritet afgørende. Disse to ordeners historiske konfrontation vil præge dette århundrede. Desværre synes den ”progressive” tænkning ikke at have inddraget disse perspektiver i venstrefløjens forståelse og praksis.