Mediernes dækning af terrorisme og flygtningekrisen bygger på en metode, hvor årsag og virkning forsvinder. Følgende anekdote fra yiddisk politisk kultur kan muligvis tydeliggøre denne tilgangs begrænsning:

Det er først efter krigene og forsøgene på regimeskifte i Mellemøsten, at befolkningsgrupper fra disse lande begyndte at søge asyl i Europa.

Under en af krigene mellem Tsar-rusland og Det Osmanniske Rige bliver en jødisk ung mand indkaldt. På banegården siger hans tårefulde mor indtrængende:

”Overanstreng dig ikke. Dræb en tyrker og hvil så. Dræb endnu en tyrker og hvil igen…” Den unge soldat afbryder: ”Men mor, hvad hvis tyrken dræber mig? – ”Dræber dig?!” udbryder hun fuld af vantro: ”Hvorfor! Hvad har du gjort ham?” 

Europas "krise"

Denne vits minder om den politiske erkendelse, der længe har været kendt som ”loven om utilsigtede konsekvenser”. Det vil sige, at menneskers og især regeringers handling og adfærd fører til uventede resultater. CIA brugte udtrykket ”Blowback” for fejlslagne interventioner efter kuppet mod det socialdemokratiske Mossadegh- styre i Iran i 1953.

For at forstå Europas ”krise” er det nødvendigt at inddrage konteksten og historien samt proportionerne. At flygtningestrømmen (cirka en til halvanden million mennesker) i sig selv skulle true kontinentets 500 millioner europæers identitet og samhørighed, må anses som en overdrivelse! Ligeledes repræsenterer de afskyelige attentater i europæiske byer ikke nogen eksistentiel trussel mod disse samfund eller Europas institutioner. 

Det betyder ikke, at reaktionære kræfter ikke forsøger at bruge angstklimaet til at styre Europas politiske kultur i en ekstremistisk højreretning.

Udover at problemopstillingen bag Europas ”krise” behandles uden henvisning til de reelle demografiske størrelsesforhold eller terrorismens begrænsede muligheder, glemmes problematikkens kerne og tilblivelse. 

Allerede under og efter kolonialismens æra var det Vesten, der omformede og påvirkede den arabiske og muslimske verden og ikke omvendt! I samarbejde med reaktionære lokale kræfter gjaldt det om at bekæmpe sekulær nationalisme ved en genoplivelse af islamisk fundamentalisme. Med andre ord, forvandlingen af religion til ”politisk Islam”!

En vigtig del af denne strategiske målsætning bestod i at forhindre udviklingen af relationer mellem USSR og nationalistiske kræfter i ulandene. I et interview i ”Nouvel Observateur” i l998, afslørede Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski denne politiks kynisme. 

Vesten skabte politisk islam

Sammen med Saudi-Arabien og Pakistans efterretningsvæsen lykkedes det CIA at mobilisere en international Mujahideenhær til at underminere Kabuls sekulære regime og opstille en fælde for USSR.

Mens Moskva fik sin ”Vietnamkrig”, fik resten af verden fanatiske islamiske bevægelser. Som han udtrykte det: ”Hvad er vigtigst med hensyn til historien? Taliban eller det sovjetiske imperiums sammenbrud?” 

For at vende tilbage til Europas krise er det først efter krigene og forsøgene på regimeskifte i Mellemøsten, at befolkningsgrupper fra disse lande begyndte at søge asyl i Europa, godt hjulpet af NATO-landet Tyrkiet! Med hensyn til terrorisme bliver den gennemført af muslimske europæiske statsborgere, hvis regeringer har støttet sekterisk terrorisme i Mellemøsten. 

Den historiske ironi består i, at regime-skifte-strategi implementeres imod sekulære, men autoritære styrer, der objektivt betragtet har mere til fælles med Vestens modernitetsprojekt end de despotiske monarkier i Golfen.

Ved at inddrage årsag og virkning af flygtningekrisen afsløres Vestens hovmod, falske humanisme og ikke mindst dens politiske hybris. Dette på et tidspunkt, hvor NATO truer Ruslands sikkerhed med konflikten i Ukraine (!).