I mange regioner i verden er civilisationen på tilbagetog. Krige har forvandlet Mellemøsten og dele af Afrika til et flammende inferno. Stater falder fra hinanden, imens kommandoen er taget over af klanledere og terrormilitser. Frygt, kaos, grusomheder og tilfældige mord er resultatet. Næsten overalt har USA, men også europæiske lande deres hænder med i spillet. Det drejer sig om råvarer, markeder, profit og geostrategiske fordele.

I dag har hovedparten af vores børn ringere muligheder end deres forældre og bedsteforældre.

Over 60 millioner mennesker verden over er på flugt. Hovedparten af flygtningene opholder sig i lejre i de omkringliggende regioner i de lande, hvor de plejede at leve: uden arbejde, uden fremtid, uden håb, afhængige af at blive holdt i live af andre.

Samtidig i alle de industrialiserede lande oplever almindelige lønmodtagere, at livet helt åbenlyst er blevet hårdere, en konsekvens af finansielle bobler, økonomiske kriser, arbejdsløshed, job man ikke kan leve af, fattigdom i alderdommen - alt dette overskygger hverdagen og skræmmer flere og flere.

I dag ejer én procent af verdens befolkning, mere end resten af jordens befolkning tilsammen.

Siden 1980'erne er mellemindkomsten ikke steget i USA, og de lavtlønnede i landet er i frit fald. Den neoliberale ide har Europa ligeledes taget til sig som samfundsform.

Hverken flid, gode kvalifikationer eller måske et andet eller tredje job er i dag en garanti for at kunne sikre et rimeligt liv for sin familie. Tidligere var individuel fremskridt - fra rengøringsassistent til direktør - en bred social oplevelse. I dag drejer det sig udelukkende om, hvilken familie du kommer og stammer fra. Som situationen er i dag, har hovedparten af vores børn ringere muligheder end deres forældre samt bedsteforældre. Flere og flere unge kan se frem til et kummerligt arbejdsliv, præget af flygtige ansættelsesforhold og usikkerheden som en permanent part af livet.

At krisen hovedsagelig stammer fra den neoliberale ide er åbenlys – den har fået uligheden til igen at vokse ifølge OECD, så den nærmer sig niveauet for hundrede år siden, og der er ingen garanti for, at der ikke kan ske noget igen som for hundrede år siden med tanke på de 2 verdenskrige.

Som situationen har udviklet sig de sidste 30 år, må man derfor stille sig selv disse spørgsmål med tanke på de kommende generationer:

Hvordan forholder vi os som lønmodtagere til de eksisterende politiske partier, der i bedste fald tjener interesserne for de øverste 10 procent af samfundet?

Ønsker vi, at bekymringer og usikkerhed skal bestemme vores hverdag?

Hvorfor accepterer vi så mange ydmygelser? (velfærdsforringelser, så som dagpengereform og kontanthjælpsreform.)

Hvorfor accepterer vi et liv, hvor mange medborgere ikke opnår en retfærdig fordeling af vores allesammen velstand?

Hvorfor kæmper vi ikke?

Hvem vil sætte en ny dagsorden for de kommende generationer? Hvem kan gøre det? Hvem har modet?