Det har været en lang valgkamp. I skrivende stund er der bare to dage til valget. Intense dage der stadig kan føre til forskydninger af det parlamentariske styrkeforhold, ændre på mulighederne for forskellige samarbejdskonstellationer og dermed få stor betydning for den politiske situation i de kommende fire år.

Det er bevægelsen blandt forældre og personale, der har bragt daginstitutionerne helt op øverst på den politiske dagsorden. 

Det er som bekendt absolut forbudt at give udtryk for, at ”den er hjemme”, og det må vel også siges at være uklart, hvad det udtryk skulle dække over i den aktuelle situation. For nok tyder alt på, at valget vil være en afslutning på Løkkes regeringstid, men kampen om hvilken politik der skal føres, den fortsætter i allerhøjeste grad i den kommende tid.

Det bliver ikke i kommentaren her, at Enhedslistens nærmere overvejelser om de kommende armlægninger om den politiske kurs vil blive foldet ud.

Meget vil i sagens natur afhænge af det parlamentariske styrkeforhold, men at udviklingen på de store velfærdsområder vil komme i spil i de kommende politiske forhandlinger er selvfølgelig indlysende. Det gælder ikke mindst forholdene på daginstitutionsområdet, hvor forældre i mere end 30 byer netop igen har været i aktion for kravet om minimumsnormeringer.

Selv havde jeg fornøjelsen af at deltage i aktiviteterne i et par af kommunerne i den vestjyske storkreds, hvor jeg er stillet op. Man skal ikke have været sammen med de aktive forældre mange minutter, før man mærker den særlige energi, der i øjeblikket præger forældrebevægelsen på daginstitutionsområdet.

Jeg hører ingen sige, at de tror, det bliver let, men man fornemmer en stærk vilje til at insistere på, at det er nu, der skal ske forandringer af vilkårene for børn og ansatte i daginstitutionerne.

Entydig opbakning

Opbakningen til kravet om minimumsnormeringer er klar og entydig. Tilliden til, at kommunerne selv kan og vil rette op på forholdene, er nærmest ikke eksisterende.

De fleste ved, at kommunerne er hårdt økonomisk pressede, og nogle husker vel også erfaringerne fra Thorning-tiden, hvor 750 millioner ekstra kroner til dagtilbuddene hurtigt sivede væk fra området igen, fordi SRSF-regeringen ikke ville lave lovgivning, der øremærkede midlerne, sådan som Enhedslisten ønskede det.

Nu har piben fået en noget anden lyd. Kravet om minimumsnormeringer er blevet vanskeligere at komme uden om.

Så vanskeligt at selv den konservative socialminister mødte op og deltog i forældredemonstrationen i København den 6. april. Ganske vis med det budskab at kravet stort set allerede var indfriet. Et budskab som ikke ligefrem vakte genlyd blandt demonstranterne, og som hurtigt kunne tilbagevises, da Socialministeriets tal blev pillet fra hinanden.

Socialministerens talmanipulation var med til at tydeliggøre, at begrebet minimumsnormeringer ikke er en entydig størrelse. Forvandlet til en regneteknisk øvelse, hvor enhver lønkrone tælles med, forsvinder formålet med at forandre daginstitutionernes hverdag.

Penge til administrativt arbejde, ekstraordinært ansatte, studerende, elever og vikarer kan være givet godt ud, men det får vi ikke minimumsnormeringer af. Det får vi gennem ordinær ansættelse af fast pædagogisk personale i størrelsesordenen en voksen til tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn, så vi sikrer, at der faktisk bliver mere tid til børnene, til nærvær og til omsorg.

10.000 flere ansatte

Enhedslisten har for nogle måneder siden fremlagt vores forslag til udmøntning af kravet om minimumsnormeringer. Vi har hentet inspiration i den nyligt vedtagne norske lovgivning og medregner kun det faste personale.

Forslaget indebærer, at der skal ansættes 10.000 ekstra medarbejdere. Er det ikke mange, bliver vi meget naturligt spurgt. Og svaret er jo, men ikke for mange til de langt over tohundrede tusinde børn i vores daginstitutioner.

Forhåbentlig vil folketingsvalget bringe os et vigtigt skridt videre mod indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det er bevægelsen blandt forældre og personale, der har bragt daginstitutionerne helt op øverst på den politiske dagsorden. Det er vigtigt, vi giver dem vores opbakning, så de også når i mål med deres krav.