Lad arbejderne om arbejdskampe
Blogs
Lad arbejderne om arbejdskampe
Alle ansatte skal sikres gode løn- og arbejdsvilkår gennem en overenskomst, men aflønning for et tillidshverv har intet med arbejdskamp at gøre.
Den seneste uge har vi hørt om kommunale chefers lønforhold og fratrædelsesgodtgørelser, som gennem årene har udviklet sig til uhørt lukrative og fuldstændig horrible forhold. Specielt når man tænker på, at disse høje lønninger og godtgørelser betales af den enkelte danskers månedlige skattebetaling.
Udtagne idrætsudøvere, valgte folk i fagbevægelse, boligforening, idrætsklubber og politik kan jo selv beslutte, om de vil være med.
Selv kommunale arbejdsgivere tager nu afstand fra forholdene, som, de oplyser, er fremkommet ved, at disse chefers fagforening har været dygtige til at forhandle aftalerne.
Samtidig har vi kunnet følge kvindelige fodboldspilleres krav om at få højere betaling for at spille på det danske landshold. Sagen er blevet omtalt som en arbejdskamp og en overenskomstkonflikt.
Som valgt fagforeningsmand vil jeg tage skarp afstand fra begge situationer.
Når kommunale topchefers lønninger er for høje, skyldes det, at folkevalgte politikere har godkendt det og ikke sagt fra. At borgerlige politikere godkender det, kan jeg forstå, for de lever ofte selv i en verden, hvor en skyhøj løn, honorarer og andre goder betragtes som en naturlig ting for, at man "får lov at have dem som chefer".
Når "vores egne" politikere ikke har sagt fra, skyldes det, at de enten har snorksovet, ikke har turde at sige fra eller er sovset ind i, at de også selv kan nyde godt af et højt lønniveau. Nemlig når der skal fastsættes løn til de selvsamme politikere, for et politisk hverv har for mange udviklet sig fra et tillidshverv til et arbejde og med en indtægt så høj, at flere i dag kan leve af den alene.
Når fodboldspillere ansættes i en klub, skal de naturligvis have rettigheder som alle andre arbejdere. Det får de gennem en overenskomst, som er forhandlet mellem klubbens ledelse og spillernes fagforening.
Hvis man som idrætsudøver er så dygtig, at man udtages til at spille på et landshold, kan den enkelte jo selv sige ja eller nej, alt efter om man synes, man kan/vil ofre tiden og måske får en belønning, som kan modsvare dette tidsforbrug. Men man kan da aldrig gøre en for lav belønning til en arbejdskamp. De er jo ikke ansat til at spille på landsholdet.
Flere idrætsudøvere - såvel håndbold- som fodboldspillere - har gennem årene da også selv fravalgt en landsholdsplads. Nogle har senere stillet sig til rådighed igen.
Jeg går ind for, at alle ansatte skal sikres gode løn- og arbejdsvilkår gennem en overenskomst. Men udtagne idrætsudøvere, valgte folk i fagbevægelse, boligforening, idrætsklubber og politik kan jo selv beslutte, om de vil være med - og det må og skal da aldrig blive et spørgsmål om, at de/vi selv skal stille krav om højere aflønning. Det er trods alt medlemmer og borgere, som skal betale - og hvervet tager man forhåbentlig ikke for pengenes skyld.
Og kald så i øvrigt aldrig diskussioner om evt. aflønning i sådanne tillidshverv for en arbejdskamp. Det er en hån mod selve begrebet arbejdskamp og de arbejdere, som kæmper den.