Lønnen er under voldsomt pres. Ikke af østeuropæere og somaliere, men af arbejdsgiverne og de borgerlige partier.

Fagbevægelsens rettigheder til at kæmpe for en overenskomst skal styrkes.

Når der ikke er valgkamp, og det ikke koster borgerlige mandater, herunder mandater til Dansk Folkeparti, er arbejdsgiverne over en bred kam ganske åbenmundede om deres syn på danske arbejdere; de er dovne, de mangler vilje til omstilling, de gør ikke arbejdet godt nok, de er krævende og deres løn for høj. 

Arbejdsgiverne ønsker arbejdskraft i tyverne, uden sociale forpligtelser og uden kendskab til danske overenskomster. Derfor tilbydes rigtig meget arbejde til vandrende arbejdskraft som for eksempel østeuropæere og ikke til danske arbejdere.

Hvor tit må vi ikke høre det løgnagtige udsagn om den dovne danske arbejder, godt hjulpet på vej af den borgerlige presse. Hvem husker ikke udsendelsen ”Hvis de fremmede forsvandt”.

Valg og andre toner

Nu er det valgkamp. Tonen er en ganske anden, men hensigten den samme.

Nu hører vi Ikke meget til de dovne danskere, der ikke vil tage arbejde. Det giver ikke stemmer. I stedet fremfører både arbejdsgivere og de borgerlige et valgkampslogan om at værdsætte ”den hårdt arbejdende” - underforstået, den hårdtarbejdende danske arbejder.

Nu er problemet, at det økonomisk ikke kan betale sig at arbejde og den økonomiske gevinst er for lille ved at gå fra såkaldt ”passiv” forsørgelse til arbejde. Derfor skal både kontanthjælpen og understøttelsen ned.

Den politiske dagsorden er krystalklar, ræset mod bunden skal fortsætte. Det forsøges ved samlet pres fra arbejdsgiverne og deres politiske støtter. Arbejdsgiverne angriber løn og overenskomster. Deres politiske støtter vil reducere kontanthjælp og understøttelse.

Hvad, der ikke siges noget som helst om i valgkampen, er EU og arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed.

Der er en bred politisk konsensus om at fortie dette helt afgørende politiske spørgsmål på trods af, at ingen lovgivning kan eller må begrænse den frie bevægelighed, fordi den strider imod EU. Lavere sociale ydelser vil ikke begrænse tilgangen af vandrende arbejdskraft fra EU eller minimere arbejdsgivernes ønske om at ansætte vandrende arbejdskraft fra EU.

Gør fagforeningerne til kamporganisationer

Fagbevægelsen har sat fokus på social dumping og med rette. I valgkampen er social dumping hovedsalig blevet gjort til et myndighedsspørgsmål, om bedre samarbejde mellem politi, arbejdstilsyn og skat. Ingen tvivl om at det også er et vigtigt område. Det er bare ikke det vigtigste. Det afgørende er at sikre fagbevægelsen muligheder for at bekæmpe løndumping og presset på lønnen ved at udenlandsk arbejdskraft ikke aflønnes dårligere end de aftalte overenskomstmæssige lønninger.

Det kræver, at fagbevægelsens rettigheder til at kæmpe for en overenskomst, og til at sikre de bliver overholdt, styrkes. Det kræver fagbevægelsens forvandling fra service-fagforeninger til kamporganisationer. 

Men det kræver også, at Lars Løkke's og Thulesen Dahl's fælles ønske om at stække fagbevægelsens kampkraft, sådan som vi så det med Vejlegårds-konflikten, mødes med aktiv modstand.

Det er hykleri og valgflæsk, at Dansk Folkeparti nu ”støtter” fagbevægelsens kamp mod Ryanair.

Og ønsker regeringen for alvor at gøre noget ved social dumping må de melde klart ud med en støtte til forslaget om kædeansvar.