Når der ikke er valgkamp, og det ikke koster borgerlige mandater, herunder mandater til Dansk Folkeparti, er arbejdsgiverne over en meget bred kam helt åbenmundet ærlige om deres holdning til de danske arbejdere; de er dovne, de mangler vilje til omstilling, de gør ikke arbejdet godt nok, de er krævende og deres løn er for høj. (Arbejdsgiverne ønske arbejdskraft er i tyvene, har ikke har sociale forpligtelser og kender ikke alverden til de danske regler. Derfor tilbydes rigtig meget arbejde ikke til danske arbejdere men til vandrende arbejdskraft som f.eks. østeuropæere. - flyttes evt. til efter næste afsnit)

Hvor tit har vi, bare de sidste fire år, måttet høre dette løgnagtige udsagn om den danske arbejder. Godt hjulpet på vej af den borgerlige presse. Hvem husker ikke udsendelsen ”Hvis de fremmede forsvandt”. Her finder du disse holdninger skåret ud i pap, og listen med citater fra arbejdsgivere, der udtaler sig på denne måde, er alen lang.

Nu er det valgkamp og tonen er en ganske anden, men hensigten den samme. Ikke et ord om dovne danske arbejdere, der ikke vil tage arbejde eller danske arbejdere, som er for krævende. Nu går både arbejdsgivere og de åbent borgerlige ud med valgkampslogan til forsvar for ”den hårdt arbejdende” - underforstået den hårdtarbejdende danske arbejder. Nu er problemet ikke, at den danske arbejder er doven, at det økonomisk ikke kan betale sig at arbejde og den økonomiske gevinst er for lille ved at gå fra såkaldt ”passiv” forsørgelse til arbejde. Derfor skal kontanthjælpen og understøttelsen ned og somalier holdes ude af landet.

Der ikke siges noget som helst i valgkampen om EU og arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed. Der er en bred politisk konsensus om at fortie dette helt afgørende politiske spørgsmål på trods af, at ingen lovgivning kan eller må begrænse den frie bevægelighed, fordi den strider imod EU. Lavere sociale ydelser vil ikke begrænse tilgangen af vandrende arbejdskraft fra EU eller minimere arbejdsgivernes ønske om at ansætte vandrende arbejdskraft fra EU.

Kampagnen om, at det ikke kan betale sig at arbejde, retter sig ikke alene imod kontakthjælpen og understøttelsen, men er en del af en knibtangsmanøvre for at presse lønnen og overenskomsterne.

Den politiske dagsorden er krystalklar, ræset mod bunden skal fortsætte, også efter valget. Det skal ske ved en samlet og koordineret pres fra arbejdsgiverne og deres politiske støtter. Arbejdsgiverne ved at angribe løn og overenskomster. Deres politiske støtter ved at reducere kontanthjælp og understøttelse.

Fagbevægelsen har sat fokus på social dumping og med rette. I valgkampen er social dumping kommet bare en anelse på dagsorden, men hovedsalig som et myndighedsspørgsmål om bedre samarbejde mellem politi, arbejdstilsyn og skat. Ikke nogen tvivl om, at det også er et vigtigt område, det er bare ikke det vigtigste eller afgørende. Det helt afgørende er at sikre fagbevægelsen muligheder for at bekæmpe løndumping og presset på lønnen ved at udenlandsk arbejdskraft ikke aflønnes dårligere end de aftalte overenskomstmæssige lønninger.

Det kræver, at fagbevægelsens rettigheder til at kæmpe for en overenskomst og til at sikre deres overholdelse styrkes. Hvad dette angår, har Lars Løkke og Thulesen Dahl et fælles ønske om at begrænse fagbevægelsens kampkraft, sådan som det kom til udtryk under Vejlegårdskonflikten. Det er hykleri og valgflæsk, at Dansk Folkeparti nu ”støtter” fagbevægelsens kamp mod Ryan Air. Og ønsker regeringen for alvor at gøre noget ved social dumping må de melde klart ud med en støtte til forslaget om kædeansvar.