06 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forsvar det kollektive aftalesystem

Blogs

Jan Mathisen
Talsperson for Kommunistisk Partis faglige udvalg
Blogindlæg af Jan Mathisen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 17. april, 2018, 12:00:45

Forsvar det kollektive aftalesystem

De aktuelle overenskomstforhandlinger, men også forløbet i 2017, har genrejst debatten om den danske model. Det er imidlertid et noget upræcist begreb, som forstås meget forskelligt.

Både overenskomstforhandlingerne i 2017 på det private arbejdsmarked og de nuværende forhandlinger for offentligt ansatte har rejst en stor diskussion om "den danske model".

Det er aktiviteterne og den politiske kamp i fagforeningerne for at gøre dem til kamporganisationer, der giver perspektiv og fremdrift.

Imidlertid er begrebet "den danske model" et upræcist og ikke klart defineret begreb. Alt efter politisk ståsted bliver begrebet forstået og fortolket forskelligt.

Hvad der giver mening at fokusere på, også i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, er "den danske aftalemodel" eller "det kollektive aftalesystem".

Det kollektive aftalesystem er historisk et klassekompromis, fra den tid da arbejderklassen var i offensiven, og borgerskabets frygt for socialisme var udtalt.

Det kollektive aftalesystem indeholder mindst fire vigtige principper:

  1. Retten til at forhandle overenskomst direkte med arbejdsgiverne uden at de politiske systemer blander sig.
  2. Retten til konflikt hvis der ikke er enighed.
  3. Retten til urafstemning så de, der arbejder under overenskomsten, selv afgør, om de vil stille deres arbejdskraft til rådighed inden for rammerne af den aftale, der er forhandlet.
  4. Retten til at kræve overenskomst og konflikte for den ved brug af sympatikonflikter. Dette gælder også overfor arbejdsgivere, der har en gul overenskomst.

Disse principper er i dag under angreb, og det er afgørende for fagbevægelsens fremtid, at de forsvares. Ikke bare EU, politiske partier i Folketinget og de gule skruebrækkerforretninger, men også visse arbejdsgiverkredse ønsker nemlig et opgør med disse rettigheder.

Erfaringerne fra både det private som offentlige område viser, at den demokratiske proces i fagforeningerne er helt afgørende, hvor det er medlemmernes krav, der bæres igennem til forhandlingsbordet. Det kræver aktivitet og udvikling af solidariteten på tværs af fagforeninger og brancher, men også i den konkrete situation mellem offentlige og private ansatte.

At kæmpe for et stærkt kollektivt forhandlingssystem uden politisk indblanding er en afgørende del af at gøre fagforeningerne til kamporganisationer. En fagbevægelse, der ser sig selv som serviceorganisation, vil aldrig kunne løfte denne opgave.

Nu kan man ikke bare sidestille det kollektive aftalesystem på det offentlige og private område. På mange måder er de meget forskellige, og det er indlysende, at det nuværende system for de offentlige ansatte på mange måder er helt utilfredsstillende.

Det kollektive aftale system indeholder andre elementer end selve forhandlings- og konfliktretten. Her skal bare nævnes sammenkædningsregler, afstemningsregler, forligsinstitutionen, hovedaftalerne mellem hovedorganisationerne og Arbejdsretten.

Samlet set har disse aftaler til formål at holde arbejderklassen i ro. Arbejdsretten er stadig en klassedomstol, selv om hovedparten af sagerne i dag omhandler arbejdsgivere, der ikke overholder overenskomsten. Vi er stadig imod det net af aftaler, der skal forhindre aktiviteter på arbejdspladser og fagforeninger i at udvikler sig.

Især efter skuffelsen ved overenskomstforhandlingerne i 2017 er spørgsmålet blevet rejst, om man ikke bare skal opsige hovedaftalen mellem LO og DA og frasige sig det kollektive aftalesystem.

Det giver ingen mening i den nuværende situation. Det vil ikke stille hverken arbejderklassen eller de aktive kræfter i fagbevægelsen stærkere. Tværtimod på mange måder.

Arbejderklassen er presset og i defensiven. Det gælder om at forsvare vores principielle rettigheder til at indgå og konflikte for overenskomster.  Aktiviteter bør målrettes imod at gøre fagforeningerne til kamporganisationer, ikke at svække dem eller melde sig ud som nogle få Falckreddere har gjort. Det er aktiviteterne og den politiske kamp i fagforeningerne for at gøre dem til kamporganisationer, der giver perspektiv og fremdrift for arbejderklassen. 

Alle aktiviteter og initiativer, der styrker det faglige sammenhold på arbejdspladserne og de lokale fagforeninger, bør derfor understøttes.