28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kontanthjælpsloftet giver store afsavn

Blogs

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte
Medlem af det rådgivende udvalg i Den Sociale Investeringsfond. Formand for Foreningen Folkemødet. Tidligere energiminister og folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 10. marts, 2016, 06:39:03

Kontanthjælpsloftet giver store afsavn

Allerede inden kontanthjælpsloftet bliver indført, er situationen den, at hver tredje kontanthjælpsmodtager ikke har råd til tre måltider om dagen. Nu bliver fattigdommen endnu mere udbredt.

I forrige uge offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, sin store undersøgelse Fattigdom og Afsavn.

Efter at regeringen i efteråret 2015 valgte at afskaffe dens egen brug af fattigdomsgrænsen, så er afsavnsundersøgelser noget af det mest præcise billede, vi har af fattigdommens udbredelse i Danmark.

10.000 mennesker mister, hvad der svarer til en formue for en på kontanthjælp.

Det er vigtigt at pointere, at undersøgelsen er lavet før indførelsen af kontanthjælpsloftet, som forventes vedtaget i Folketinget den 17. marts.

SFI giver med undersøgelsen håndfast dokumentation for, at fattigdom i Danmark ikke er en teoretisk størrelse men barsk virkelighed, der fører til et liv på kanten af samfundet.

I undersøgelsen måles der på 49 forskellige indikatorer. 32 procent af de økonomisk fattige lider afsavn på 10 eller flere af indikatorerne.

Ingen penge til at købe medicin

Undersøgelsen viser også, at kontanthjælpen allerede i 2012 var så lav, at det store flertal af modtagere lider urimeligt mange afsavn. Omkring 60 procent af kontanthjælpsmodtagere led mere end 10 afsavn, hvad enten de tilhørte gruppen af økonomisk fattige eller ej.

Omkring en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne har inden for de sidste tre måneder haft dage, hvor de ikke havde råd til at spise tre måltider. Den samme andel har af økonomiske grunde ladet være med at købe lægeordineret medicin.

Undersøgelsen understreger derfor, at regeringens kontanthjælpsloft vil gøre en skidt situation endnu værre for endnu flere kontanthjælpsmodtagere.

Og hvad kommer kontanthjælpsloftet så til at betyde for de selvsamme mennesker, som SFI´s undersøgelse omfatter?

Det er blevet anført i Beskæftigelsesministeriets høringsnotat, at hovedparten af de berørte har en ydelsesreduktion på under 2000 kroner om måneden – den gennemsnitlige nedgang er 1450 kroner månedligt.

1450 kroner er for mange et voldsomt beløb, som netop vil få afsavnene til at stige voldsomt – eller med andre ord, øge den daglige konkrete fattigdom i husholdningerne og familierne.

Gør det sværere at få job

Dertil kommer, at 8150 mennesker mister mellem 2000 og 3000 kroner, mens 1500 mister over 3000 kroner – hver måned.

10.000 mennesker mister altså, hvad der svarer til en formue i de fleste kontanthjælpsmodtageres økonomi. Hertil kommer tab grundet 225-timers reglen. Det er ikke belyst, hvor mange mennesker, der rammes af både loft og timeregel.

Det er et elendigt udgangspunkt i forhold til at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet ikke at have råd til medicin, mad, tøj og sko – for ikke at tale om busbilletten til jobcentret.

Derfor er loftet en ualmindelig dårlig idé. Selvom det lanceres som ”et moderne kontanthjælpsloft” så fører det til gammeldags fattigdom og til et liv på kanten af samfundet for endnu flere.

Det kan vi ikke være bekendt.

Nyeste blogindlæg