Borgernes retssikkerhed kommer næppe til at fylde det helt store i kommunalvalgkampen. Det burde det! For kommunalbestyrelsen har i sidste ende ansvaret for, at kommunen overholder lovgivningen overfor borgerne.

Desværre er de udsatte borgeres retssikkerhed sjældent i højsædet. 

Det er kommunen, der har ansvaret, når man for eksempel søger om kontanthjælp eller ønsker at komme i misbrugsbehandling. Meget relevant for socialt udsatte borgere, der relativt ofte ”møder” kommunen i sådanne situationer.

Men desværre er de udsatte borgeres retssikkerhed sjældent i højsædet. Det har Rådet for Socialt Udsatte, som tidligere beskrevet, set flere eksempler på.

Bryder ofte loven

Når en myndighed træffer afgørelse, skal den være i overensstemmelse med loven. Som borger må man kunne forvente, at den kommune, man bor i, uanset hvor det er, overholder de love, Folketinget har vedtaget.

Når det kommer til kommunens pligt til for eksempel at give borgerne rådgivning og vejledning og sikre en hurtig sagsbehandling, er paragrafferne i blandt andet retssikkerhedsloven og forvaltningsloven ganske enkle at forstå, og de ændres meget sjældent. Alligevel overholder kommunerne dem i mange tilfælde ikke.

Gang på gang oplever udsatte borgere blandt andet meget lange sagsbehandlingstider, manglende begrundelser på afgørelser og manglende klagevejledning.

Nogle kommuner peger generelt på, at problemerne i forbindelse med administrationen af lovgivningen ligger i selve den lovgivning, som Folketinget har vedtaget. Men det er ikke altid et holdbart argument. Kommunerne har ikke nogen undskyldning for ikke at overholde for eksempel retssikkerhedsloven og forvaltningsloven.

Det ville lette mange af de problemer, der er i forhold til udsatte borgeres retssikkerhed, hvis de blot gjorde det. Men hvorfor gør de det så ikke?

Økonomitænkning

Måske er der visse steder en tendens til, at økonomi- og ressourcehensyn vægtes tungere end borgernes retssikkerhed. Kommunerne reagerer på andet end blot lovgivning, såsom for eksempel refusionssatser og kommunale udligningsprincipper for overførselsindkomster.

Men kommunalpolitikere bør interessere sig meget mere for socialt udsattes vilkår og for, hvordan de behandles i mødet med systemet. Særligt bør de interessere sig for udsatte borgeres retssikkerhed, da der er tale om en befolkningsgruppe med komplekse problemstillinger.

Socialt udsatte formår ikke selv at navigere i det komplekse system af rettigheder og pligter, der udgør blandt andet beskæftigelsesområdet – dermed risikerer de at miste modet fuldstændig, give op og melde sig helt ud af samfundsfællesskabet.

Det er oplagt at stille spørgsmål om udsatte borgeres retssikkerhed og den måde, som udsatte borgere behandles på i mødet med kommunen, når valgkampen ruller og lokalpolitikerne møder borgerne til de mange valgarrangementer rundt om i landet – lad os håbe, der er borgere, der stiller de spørgsmål.