Sociale problemer som hjemløshed og ekstrem fattigdom kan i dag afhjælpes med straf. Det er blevet tydeligt i løbet af de sidste par år med flere lovændringer, som gør meget udsatte menneskers forsøg på at opretholde livet ulovlige.

Mange kreative tiltag har været brugt for at forskåne borgerne fra synet af sociale problemer.

Vi må forstå, at lovændringerne har været nødvendige, fordi udsathed kan gøre os utrygge.

Helt nyt er det ikke. Mange kreative tiltag har gennem tiden været taget i anvendelse for at forskåne borgerne, særligt i storbyerne, fra synet af de sociale problemer, der findes.

Bænke, som det er blevet umuligt at ligge på, tunneller og elevatorer som gøres aldeles uattraktive at opholde sig i på grund af høj marchmusik, og siden 2017 altså også egentlige forbud mod at sove på gaden og forbud mod at tigge.

Nye forbud

Sidstnævnte forbud finder deres begrundelser i utryghed. Først kom ændringen af ordensbekendtgørelsen i foråret 2017, hvori det hedder, at det på offentlige steder er forbudt at ”etablere og opholde sig i lejre, som er egnede til at skabe utryghed i nærområdet.”

Politiet har allerede ryddet flere lejre med grupper af mennesker, og den 6. september faldt den første dom over en enkeltperson, som havde sovet på gaden i en såkaldt enkeltmands-lejr.

I juni 2017 blev en ændring af straffeloven hastevedtaget, som skærpede straffen for såkaldt utryghedsskabende tiggeri i gågader, ved supermarkeder, stationer og i offentlige transportmidler.

Ændringen betyder, at også mennesker, som sidder helt fredeligt på jorden med en hat foran sig, kan dømmes. Justitsministeren forklarede i et samråd i efteråret 2017, at skærpelsen gælder, uanset om tiggeriet i den konkrete situation har skabt utryghed.

”Det at tigge de steder er per definition utryghedsskabende. Det har Folketinget bestemt,” sagde han på samrådet.

Men hvordan kan det være, at det er så utrygt for os borgere at være vidne til mennesker i Danmark, der er nødt til at tigge ved stationer eller overnatte på gaden? Er det mon fordi, synet konfronterer os med, at vores velfærdssamfund ikke med 100 procents sikkerhed samler os op, når vi har allermest brug for det?

Utrygt for de udsatte

Det er indlysende, at det ikke er et ønskescenarie, at mennesker må tigge eller bo i offentlige parker og på offentlige gader og veje, hvor der ikke er adgang til varme, sanitære forhold, mulighed for at søge læ for regn og blæst, beskyttelse fra overgreb og så videre.

Og det må i høj grad være utrygt for mennesker, der må sove på gaden, at de nu skal frygte for politiet, uanset om de sover alene eller sammen med andre.

Men dette må og skal afhjælpes ved sociale indsatser som bedre muligheder for overnatning, væresteder, rådgivning og opsøgende indsatser – ikke ved at der udstedes bøder, fordi det gør os andre utrygge at se på.