Den siddende social-konservative polske præsident, Andrzej Duda, vandt som ventet en kneben sejr ved præsidentvalget i Polen.

Det politiske landskab i Polen er bare et enkelt af mange tegn på utilfredshed med og ulyst ved EU og generelt med globaliseringen.

Hele EU's establishment, de fleste politikere, de fleste meningsdannere og journalister havde ellers håbet på en sejr til den unge pro-EU og liberale kandidat Rafał Trzakowski.

Valget viste, at den polske befolkning er delt midtover. De to dele ser meget forskelligt på grundlæggende spørgsmål men altså med et lille flertal til en politisk retning, der går ind for traditionelle værdier, familien, kirken og med statslig støtte til børnefamilier og de fattigste – og en politik med afstand til EU-projektet.

Ønske om en stærk nationalstat

Det parti, som Duda kommer fra: Prawo i Sprawiedliwość (Ret og Retfærdighed) giver mæle til de polakker, som ønsker en stærk nationalstat i et Europa, som er et fællesskab af selvstændige nationer, og hvor altså Warszawa i Polen har forrang for Bruxelles.

Man mærker den store undren hos mange meningsdannere over denne angivelige naturstridige begivenhed. Et folk, der imponerede alle med sin brede folkelige anti-sovjetiske aktivitet fra især slutningen af 1980'erne.

Euforien i begyndelsen af 1990'erne var så enorm, at mange ikke kunne og heller ikke i dag kan komme ud af den. For en del er 1989 og 1991 næsten religiøse skabelsesmyter. Indholdet var, at nu havde den angelsaksiske liberale verdensorden vundet endegyldigt. Der var ikke noget alternativ.

Kun en fremtid var mulig, og den var demokratisk og kapitalistisk, skabt i USA's billede og efter USA's forfatning. Det blev båret op af en enorm begejstring i især de østeuropæiske lande samt også de tidligere sovjetrepublikker inklusiv Rusland.

For at blive i det bibelske sproglige spor, ja så troede mange politikere i Vesten, at de nu kunne gå på vandet. Det var næsten for godt til at være sandt.

Og det var det også, altså for godt til at være sandt. Det er i dag 30 år senere ganske klart, at det ikke kører som smurt i olie i EU og i det hele taget med den nye liberale verdensorden. Det politiske landskab i Polen er bare et enkelt af mange tegn på utilfredshed med og ulyst ved EU og generelt med globaliseringen.

Årsager til utilfredshed

Men hvad er årsagerne til den ret udbredte utilfredshed i det østlige Europa?

Der er en årsag, som mange EU-begejstrede konsekvent hælder til. Og det er indflydelsen udefra. Præmissen for denne er, at EU og i det hele taget den liberale verdensorden, som den fremstod efter 1991, er en perfekt orden. Det er den eneste mulige – der er ingen alternativer. Den bygger angiveligt på oplysningstiden og har rod i logisk og rationel tænkning.

Enhver kritik af den vil logisk set være udtryk for et af to, enten ondskab eller dumhed. Når derfor mennesker i den verden pludselig begynder at stemme på de ”forkerte” partier, så kan det logisk kun skyldes ondskab eller dumhed.

Hvis vi tager ondskaben først, ja så må ondskaben komme udefra, fordi den liberale verdensorden skaber tilfredse og lykkelige mennesker. Og så er det så heldigt, at vi har en ond person, der angiveligt ser det som sin livsopgave at ødelægge demokrati og liberalisme. Denne person er Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Russerne skulle angiveligt støtte højreorienterede bevægelser i EU og USA for at splitte og ødelægge den smukke bygning, der var ved at blive rejst.

Denne forklaring kan vi dog ganske hurtigt afvise, i hvert fald når vi snakker polsk politik. Andrzej Duda og partiet PiS hader russerne for et godt ord, ja det er en del af deres DNA. Til gengæld har de liberale polakker i hvert fald til tider være lidt mere indstillet på et samarbejde med Rusland.

Vi kunne i stedet begynde at se på sociale og økonomiske faktorer. En del kommentatorer i danske medier hæfter sig også ved, at folk på landet ikke rigtigt er kommet med på vognen, altså at den økonomiske udvikling er kommet en afgrænset befolkning til gode. Af og til bliver det antydet, at folk på landet er lidt dumme, de kender ikke den virkelig verden, som er storbyens, det globale, de uddannedes, singlernes og så videre.

Voldsom affolkning

Men måske er det mirakel, man så for sig i begyndelsen af 1990'erne, udeblevet. Der kom aldrig rigtig gang i social politik, og skuffelsen var stor i den brede befolkning. Det hele fik et ordentligt slag i forbindelse med finanskrisen i 2008, som ramte de østeuropæiske lande ekstra hårdt.

De havde ikke de velfærdsstrukturer, som vi i vores del af verden møjsommeligt havde opbygget gennem årtier. Og samtidig havde vi en pivåben verden. Det betød, at kapital og arbejdskraft kunne vandre frit. Fri bevægelighed var jo en hjørnesten i den liberale verdensorden.

Det betød blandt andet at millioner af især unge østeuropæere udvandrede til Vesten. 27 procent af Letlands befolkning er forsvundet vestpå, lignende cifre gør sig gældende i alle disse lande. Samtidig er der for det første blevet en aldrende befolkning tilbage, og for det andet er fødselsraten i bund.

Østeuropa er af de områder i verden, der har den hastigste affolkningsgrad. Det er mere end vanskeligt at bevare euforien og begejstringen under disse forhold. Store områder i Østeuropa er mennesketomme. Samtidig er der et dogme, som det er tabu at nævne, nemlig national regulering. Det er et politisk ukorrekt fyord.

På den baggrund er det vanskelig at forstå, at folk kan blive overraskede over, at befolkningen reagerer med EU-skepsis. Forventninger blev ikke indfriet. Hertil kommer, at spørgsmålet om indvandring udløste panikreaktioner i mange af disse lande. For det første var disse ved at blive tømte for mennesker, for det andet pressede EU på for at flygtningespørgsmålet skulle afgøres af EU. For mange skabte det negative minder om Sovjettiden.

Efterligningsdemokrati

Vi kan nævne en tredje type forklaring, som er af kulturel psykologisk art. Fra begyndelsen af 1990'erne arbejdede jeg på den danske ambassade i Estland. Vi skulle gøre Estland grydeklar til EU.

Det gik tilsyneladende godt, måske for godt. I disse år kalkerede de østeuropæiske lande vestlige forfatninger, EU lovværk – reelt uden nogen form for diskussion. Ja ofte forstod i hvert fald nogle af politikerne ikke hvad de stemte om. Der var mange nye begreber, som endda ikke fandtes på det estiske sprog.

Under dette arbejde strejfede det mig nogle gange, at de nye politiske strukturer ikke kunne blive så rodfæstede, som de måske var i Danmark, hvor de var vokset organisk frem. Men jeg skød det væk, for der var jo tale om indlysende rigtige og rationelle love og forfatninger.

Men hvor længe ville disse borgere finde sig i at blive behandlet som børn, at blive opdraget, at blive set ned på? Hertil kommer, at de lige var kommet fra en ideologi, der også var universel og uden alternativ. De var sluppet ud, og var måske på vej ind i en ny ideologi, som var ja, universel og uden alternativ.

Rent logisk giver det i øvrigt ikke mening, at sige, at EU går ind for mangfoldighed, og så i samme åndedrag fordømme alle politiske bevægelser, som ikke taler og går i EU-takt.

Der var i Østeuropa tale om et efterligningsdemokrati. Man havde kopieret endda meget direkte og detaljeret systemer fra Vesten. Og det er her, det går galt, det kan man ikke. I de østeuropæiske lande var der et ophobet behov for national selvbestemmelse. Samtidig blev de i EU bedt om at afmontere den nationalstat, de havde længtes efter.

Forståelse i store del af EU i forhold til disse lande var ikke prangende. Vores viden i Vesten om disse lande er ikke specielt imponerende, der er meget få der studerer disse landes sprog for eksempel. Hvorfor skulle man det, de kan bare lære engelsk, synes mange, og under alle omstændigheder skal de tilpasse sig.

I årene omkring Polens optagelse i EU gennemførte jeg en del analyser af arbejdsmarkedet. Jeg rejste landet tyndt og snakkede med Gud og hvermand, og fik mig lært et antageligt polsk.

En ansat og tillidsrepræsentant på en fabrik i udkanten af Krakow, som var købt af et amerikanske firma, sagde til mig om overtagelsen ved det amerikanske firma: ”I begyndelsen var det meget fint, det var mere moderne end vi var vant til. Men de forstod os ikke, amerikanerne, og var ikke interesseret i at forstå os. De forstod for eksempel ikke, at for arbejderne på fabrikken var det vigtigt at kunne gå i kirke om søndagen. På det tidspunkt skulle der være pause. De grinte af os og ville ikke høre på os. Skulle vi blive amerikanere eller ateister? Aldrig! ”      

Det er snart 15 år siden, siden har der været meget at blive irriteret og frustreret over. Resultatet så vi ved præsidentvalget den 12. juli.