Ukraines svar på Mik Øgendahl eller Uffe Holm, skuespilleren og standupkomikeren Vladimir Zelinskij er valgt som Ukraines nye præsident. Han vandt en knusende sejr over den siddende præsident siden 2014, Petro Poroshenko.

Vestlige politikere kan lære, at det at satse på at splitte et land for at opnår en regering der er provestlig, det er et ikke bare meget tvivlsomt, men også et farligt projekt.

Zelinskij vandt med cirka tre fjerdedele af samtlige stemmer og ret stor valgdeltagelse. Og han er endda uden et milligram politisk erfaring. Et nederlag af historiske dimensioner. Og et nederlag for ikke bare Porosjenkos strategi, men faktisk også for de vestlige politikere.

De har i en blanding af dumhed, naivitet og russofobi troet på Porosjenko som ham, der legemliggjorde det nye ukrainske demokrati og kamp mod korruption, ja og moralsk kamp mod Rusland.

Stemte imod Porosjenko

Ukrainerne stemte i den grad imod den siddende præsident og hans dagsorden snarere end for Zelinskij, hvis program stadig er uklart, om overhovedet eksisterende. Med andre ord, ukrainerne stemte i overvældende grad imod det eksisterende end for et ikke-eksisterende program.

Hvad har Poroshenko så givet Ukraine efter Maidan-oprøret? I hvert fald ikke det som det store flertal håbede på, da de stod på Maidan-pladsen for godt fem år siden.

Korruptionen er stadig lige så høj som dengang, det er kun nogle andre, der nyder godt af det. Levestandarden er snarere faldet end steget.

Adskillige millioner er udvandret de senere år for at arbejde på bunden af de europæiske samfund, blandt andet som andenklasses borgere i Polen og andre steder. Mange bor i dag også i Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker.

Til gengæld har Porosjenko været aktiv især på den symbolske front. Han har næsten kriminaliseret det russiske sprog, forbudt en lang række medier og bøger på russisk, han har fremhævet nye ukrainske helte, som for eksempel Stepan Bandera. En mand de fleste betragter som en antisemitisk forbryder, der arbejdede sammen med tyskerne under Anden Verdenskrig, især i Donbass. Begejstringen for Bandera kan ligge på et meget lille sted hos for eksempel polakker og jøder. 

Porosjenko har installeret en historieopfattelse, der siger, at stalintiden skal forstås som russernes drab på ukrainere. Som om ikke russerne led ligeså meget som ukrainerne under stalintiden og Anden Verdenskrig. Og så var Stalin i øvrigt ikke russer.

Det antirussiske kort

Porosjenko har krævet, at alle tidligere by- og gadenavne skal ændres. Og det uden overhovedet at spørge befolkningen. Han har kunstigt søgt at oprette en ukrainsk kirke og helt utidigt blandet sig i den ret komplekse sammensætning i det ukrainske kirkeliv. Han har med andre ord søgt at opbygge en ny nationalstat ved at spille det antirussiske kort.

Det er bare en umulig opgave. I hvert fald over halvdelen af ukrainerne taler russisk derhjemme, især i den østlige del. For det andet, hvordan forestiller man sig, at man skal etablere en ny national fortælling, hvor man dæmoniserer den ene halvdel af befolkningen.

Den østlige og sydlige del af Ukraine har altid overvejende stemt på partier, der ønsker et nært forhold til Rusland og bevarelse af det russiske sprog. Hvor realistisk er det på den baggrund, at Porosjenskos projekt kan lykkes?

Svaret er klart: Nul! For et par måneder siden kom der en ukrainsk undersøgelse, der siger, at 57 procent af ukrainerne har et positivt forhold til Rusland. Det er en væsentlig stigning i forhold til tidligere undersøgelser. Det var måske en skrift på væggen for Porosjenko.

Så vestlige politikere, især amerikanske, kan lære, at det at satse på at splitte et land for at opnå en regering der er provestlig, det er et ikke bare meget tvivlsomt, men også et farligt projekt.

Det er ikke til gavn for stabilitet og sikkerhed, og det er heller ikke til gavn for befolkningerne i de lande, det går ud over. Putin er ikke en engel, og russisk politik er ikke immun over for kritik. Men at beskylde Rusland for alle tænkelig ulykker, det er ikke bare forkert, men det risikerer også at blokere for en reel demokratisk diskussion af de reelle problemer.

Så lige til sidst: Hvad har Zelinskij så at byde på? Det kan efter min og de fleste ukraineres mening ikke blive meget værre end det Ukraine, som Porosjenko har efterladt.

Kan han gøre Ukraine bare en lille smule mere pragmatisk og almindeligt, måske få et pragmatisk samarbejde med Rusland – ja, så er det en sejr. Men mirakler er jeg holdt op med at tro på.