I juli 1914 skrev de tyske aviser om et fransk bombeangreb på Nürnberg. En masse unge tyskere blev både optændte og patriotiske, og de meldte sig i stor talt frivilligt under de kejserlige tyske faner. Franskmændene var jo onde, når de sådan bombede en fredelig civil tysk by. Problemet var bare, at hele historien var løgn, der havde ikke været en eneste fransk soldat og ikke faldet en eneste fransk bombe i Nürnberg. Det var hvad nogle i dag vil kalde Fake News. Men 1. verdenskrig var skudt i gang.

Den britiske udenrigsminister Boris Johnson løj for åben skærm.

I 1939 indførte USA sanktioner over for japanerne, samtidig var dialogen og diplomatiet mellem de to lande på et lavpunkt. I december 1941 angreb japanske luftstyrker den amerikanske flådestation i Pearl Habour. En langvarig krig fulgte.

I august 1939 kørte de tyske medier en anti-polsk kampagne, hvor medierne påstod, at polakkerne diskriminerede og generede etniske tyskere i Danzig og Slesien området. Lige før angrebet fingerede tyskerne polske angreb på tyske mål, bl.a. en radiostation. False flag operation kalder man det. Så var 2. Verdenskrig i gang.

Starten på Vietnamkrigen

I august 1964 angreb angiveligt nordvietnamesiske patruljebåde i Tonkin Bugten amerikanske krigsskibe. Dette sammen med en voldsom mediekampagne om de onde kommunistiske nordvietnamesere førte til Vietnamkrigen.

I 2002-03 påstod de amerikanske myndigheder, at Iraks præsident, Saddam Hussein, besad stor mængder af masse-ødelæggelses-våben. Igen fik vi mediers beskrivelse af de fatale konsekvenser, hvis Saddam Hussein slap dem løs. Nogle år senere indrømmede den tidligere udenrigsminister Colin Powell, at det var løgn fra ende til anden. Vi lever stadigvæk med de negative følger.

Listen er ikke fuldstændig. I alle tilfælde er der tale om, at dem, der ønsker krig, laver noget, som skal se ud som om det er modparten, der laver det. Det hidser folk op. Denne ophidselse bliver så fulgt op af medierne, der kører målrettede kampagner til støtte for en militær aktion. I tilfældet med Japan viste sanktioner og udvisning af diplomater sig også at øge risikoen for krig.

Den 4. marts i 2018 fandt man en ældre mand med sin voksne datter på en bænk i den sydengelske by Salisbury – forgiftet af et ukendt middel. Manden hed Sergei Skripal, han var russer og tidligere dobbeltspion for både Rusland og Storbritannien. De to russere blev indlagt. Og undersøgelsen af hele sagen gik i gang. Der var kun gået et par timer inden, at statsminister og udenrigsministeren, hhv. Teresa May og Boris Johnson udtalte, at det efter al sandsynlighed var russerne, der havde gjort det, og at Putin var ansvarlig. De sendte så et krav og et spørgsmål 1) Russerne skulle indrømme, at de havde gjort det og 2) Hvorfor de ikke havde sørget for, at nervegiften Novichok ikke var blevet destrueret? Briterne lod ikke undersøgelsen køre gennem Organisationen om Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), som de var forpligtiget til. 

Sagkundskab i tvivl

Dertil løj Boris Johnson for åben skærm og påstod, at Porton Down Laboratoriet, som er sagkundskaben i disse sager, havde sagt, at der ingen tvivl var om, at der var tale om en nervegift, som var produceret i Rusland. Problemet var, at laboratoriet entydigt hævdede, at de ikke kunne fastslå gassens oprindelse.

Briterne udviste et stort antal russiske diplomater og de opfordrede EU og NATO medlemmer m.fl. at gøre det samme. Russerne udviste et tilsvarende antal, ligesom NATO udviste russiske diplomater. Verden er blevet mere usikker på baggrund af, hvad der ikke kan betegnes som andet end en løgn. Man må håbe, at det bliver ved det.