I skrivende stund er Joe Biden President Elect i USA, det vil sige den overvejende sandsynlige præsident fra sidst i januar.

USA og Vesten styrer ikke alt. Denne illusion er måske den allerfarligste i denne tid. Hvordan vi håndterer denne situation, er en kerneopgave i vores del af verden.

Hvad kan vi forvente af ham på den front? Det er vanskeligt at sige. Men der er næppe tvivl om, at han vil hæve det retoriske moralske niveau. Vi vil konstant komme til at høre moralske prædikener om Rusland, Kina, Iran, Nordkorea, men ikke Saudi-Arabien, Pakistan med flere. Vi vil høre lovprisninger af det transatlantiske samarbejde. 

Vi kan ligeledes forvente konkret støtte til erklærede demokratiske oppositionsbevægelser – ikke mindst i Rusland, Hviderusland og Kina. Trump var ligeglad med det, han var nationalt tænkende forretningsmand.

Fire år uden interventionskrige

Kan vi forvente flere interventionskrige? Vi kommer fra fire år med en præsident, der som den første amerikanske præsident i 40 år ikke har startet en ny krig. Jo, det er Trump. Han kom til magten ikke mindst på baggrund af en kritik af de udsigtsløse krige, som USA førte rundt om i verden.

Mange amerikanere var uendeligt trætte af håbløse krige, der ikke bragte andre resultater end milliarder af dollars ud af vinduet samt døde amerikanske soldater. Vil Demokraterne i USA måske erkende, at nye krige vil bringe Trump (eller en af samme kaliber) tilbage om fire år? 

På den anden side, de europæiske lande har været meget tøvende med at støtte op bag en ny krig under ledelse af Trump, mange har betragtet ham som fascist. En interventionskrig under Joe Biden med hele det liberale program om menneskerettigheder, kvindefrigørelse, måske endda forsvar af seksuelle minoriteter vil nok i langt højere grad kunne finde støtte blandt europæerne.

Europæerne var klar til at gå meget langt sammen med Barack Obama, fordi de kunne lide ham, som de kan lide Biden, og ikke mindst kunne de lide den liberale dagsorden.

Hvad kunne Biden gøre, hvis han vil leve op til nogle af sit partis angivelige humanistiske rødder?

Han kunne gøre følgende:

1. Finde tilbage til sporet med INF-aftalen om mellemdistanceraketter. Det er grotesk, at vi skal opleve en oprustning i Europa med nye typer af mellemdistanceraketter. Og Rusland og USA kunne gerne tage Kina med i den aftale.
2. Det haster med i det mindste at forlænge SALT 2-aftalen om langdistanceraketter. Den udløber til februar 2021. Verdens befolkninger har ikke brug for at nyt hundedyrt våbenkapløb på dette område. Det er grotesk, at vi skal bruge penge på dette kapløb. Og i den sammenhæng kunne man genopfinde en del af de fora for embedsmænd og militærfolk, som vi havde under Den Kolde Krig. Og som var et første værn mod at starte en krig på grundlag af en misforståelse.
3. Samarbejde om bekæmpelse af den islamistiske terrortrussel. Her har Vesten og Rusland så afgjort fælles interesser.
4. Ikke at udvide sanktionsregimet. Der er indført en lang række sanktioner mod Rusland – og nu også Hviderusland. De tjener ikke det erklærede formål at ændre landenes politik eller fjerne uønskede magthavere fra magten. Tværtimod. De uønskede ledere som for eksempel Putin og Lukasjenko kommer til at sidde mere sikkert i sadlen, ligesom det bliver stadigt vanskeligere at finde kompromiser. Spændingsniveauet stiger. Hvis Biden skulle finde på at sende våben til Ukraine, hvad han godt kunne finde på, (hans søn er personligt involveret i forretninger i Ukraine), så vil det for alvor skade afspændingen og eventuelt føre til en helt ukontrollabel situation i Europa.
5. Samarbejde om Nordkorea. Et samarbejde mellem USA og Rusland (og Kina) vil kunne stabilisere den spændte situation omkring Nordkorea. I alles interesse.
6. Ikke at støtte oppositionen. Støtten til opposition i Rusland, Hviderusland og andre steder vil formentlig være typisk Biden-politik. Han har antydet, at han vil gøre det. Hvad vil det føre til? I værste fald til krig i et forsøg på farverevolution i både Rusland, men også i andre tidligere sovjetrepublikker. USA har en organisation, National Endowment for Democracy, som finansierer den slags bevægelser. Man kan forestille sig, at Biden vil styrke disse organisationer. Han har også sagt, at USA skal tilbage som verdens ubestridte leder. Men det vil isolere de liberale i disse lande og fremme autoritære tendenser.

USA blander sig åbenlyst i næsten alle landes indre anliggender. Det vil være en god øvelse at forestille sig, at Rusland, Kina, Iran finansierede både Black Lives Matter samt nogle kompromisløse højreorienterede i USA, sendte dem på træningslejr i Iran eller andre steder. Men det sker ikke. Hvis det er, så er det islamistiske terrorgrupper, som har rod i USA-allierede stater som Saudi-Arabien og Pakistan. 

Skal lede et historisk splittet land

Så Biden vil stå over for enorme opgaver. Han vil helt sikkert ikke indfri de fleste og næppe mange af ovenstående råd. Men der er heller ingen vej tilbage til en verden, hvor USA er entydig global leder. Det kan nok så meget bragesnak om demokrati ikke ændre på. 

USA lider af det, som historikeren Paul Kennedy kaldte ’imperial overstretch’, altså det fænomen, at et imperium har forstrakt sig, det bliver stadig dyrere at fastholde det samme, og selv flere penge fører til mindre indflydelse. Så begynder befolkningen derhjemme at brokke sig. 

Både Obama og Trump var klar over det og ønskede hver på deres måde at reducere det oversøiske amerikanske militære engagement. Det er også en klar grænse for Biden. Hertil kommer, at han skal lede et historisk splittet land.

Der er næppe råd til både at samle landet og blive verdens politibetjent igen. Han vil komme til at stå i mange dilemmaer.

For eksempel i forhold til Nord Stream 2. Her har Trump været "tough on Russia". Hvis Biden fortsætter den linje, vil han blive upopulær i Tyskland. Hvis Biden giver grønt lys til Nord Stream 2, vil han blive populær i Tyskland, men upopulær hos russofobiske kredse i USA, olie- og gasindustrien i USA samt for eksempel Polen og Ukraine.

Den 17. november begynder et nyt BRIKS-møde. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika indleder et topmøde for den succesfulde organisation. Disse lande repræsenterer cirka 40 procent af Jordens befolkning med voksende økonomisk, politisk og militær styrke. 

USA og Vesten styrer ikke alt. Denne illusion er måske den allerfarligste i denne tid. Hvordan, vi håndterer denne situation, er en kerneopgave i vores del af verden.