Sanktioner mod Rusland, mod Kina, mod Iran, mod Nordkorea, trusler om sanktioner mod EU-lande. Listen over USA's sanktioner mod andre lande er meget længere ende det og rejser en lang række spørgsmål.

Der har ubrudt været løbende sanktioner mod Rusland i over 100 år lige siden den russiske revolution i 1917.

For det første er det et acceptabelt, at et land bruger dette middel til at adfærdsregulere og true andre lande? Kommer man ikke i konflikt med WTO- og FN-bestemmelser? For det andet, virker de efter hensigten? For det tredje, hvilke fordele er der sanktioner?

USA's sanktionsregime synes at bygge på en præmis om, at USA har ret til at bestemme i verden, bestemme hvornår det er tilladt at fjerne en regering ved at true på økonomien. Mandatet findes kun i den militære magt, normalt er der ikke FN-opbakning.

Man kan tolke den lange liste som udtryk for desperation. Stadig flere lande nægter at danse efter USA's pibe. Selv Tyskland holder fast i Nord Stream 2 på trods af USA's pres i retning af det modsatte. Ivrigt støttet af Danmark i øvrigt, her er vi ganske interessant på linje med Trump imod vores sydlige nabo.

Virker sanktionerne så? Lad os se på den lange række af USA's sanktioner mod Rusland. Og det er en gammel historie. Der har ubrudt været løbende sanktioner mod Rusland i over 100 år lige siden den russiske revolution i 1917. Det er blevet ren vane, som det er svært at leve foruden, men i mange tilfælde totalt blottet for mening.

I 1975 vedtog USA's kongres den såkaldte Jackson-Vannik-sanktion mod Sovjetunionen. Begrundelsen var de hindringer, som Sovjetunionen lagde for udrejse af jøder til Israel. Den var i kraft helt indtil 2012! Da havde der i næsten 25 år ikke været nogen som helst hindring, og som bekendt heller ikke nogen Sovjetunion. Den blev afsluttet, men så skyndte kongressen sig at indføre en ny – Magnitsky-sanktionen. Man kan forestille sig ubehagelige abstinenser. Det må være vanskeligt ikke at være helt overbevist om sin moralske overlegenhed over alle andre lande.

I 2014 kom der en lang række sanktioner mod Rusland for landets adfærd i Ukraine. Hensigten var at ramme landet, så det ændrede adfærd og gjorde, hvad især USA ønskede. De finansielle sanktioner skulle ramme befolkningens levestandard og businesselite, så de vendte sig imod Putin og dermed indirekte realisere et regimeskifte. Man var sikre på, at Rusland ikke ville kunne klare sanktionerne. Hvad er der sket?

Ruslands økonomi var godt nok noget underdrejet i 2014-15. Det skyldtes dels sanktionerne, men i højere grad de faldende priskonjunkturer for olie og gas. Men i 2017 og efter alt at dømme i år er Rusland tilbage med ganske pæne vækstrater. Og vel at mærke en voksende opbakning til landets præsident Vladimir Putin samt negative holdninger til især USA i den russiske befolkning.

Hvordan kunne det ske, når det modsatte var hensigten? Et historisk tilbageblik viser, at det er et generelt mønster. Sanktioner er kontraproduktive. Ser vi på Rusland, så er det en økonomi, hvor staten og det politiske niveau spiller en betydelig rolle. Det har sine fordele og ulemper. De sidste hører vi meget om, personlige forbindelser, korruption og lignende er det vi næsten udelukkende hører om russisk økonomi.

Men det er kun den ene side af medaljen. Fordelen er, at staten kan allokere ressourcer fra den lukrative del af eksportøkonomien, især olie, gas og våben til den forarbejdende del af økonomien målrettet hjemmemarkedet. Det er sket med især landbruget, som har oplevet en gigantisk vækst siden sanktionerne blev indført i 2014. Men det gælder også andre dele af dagligvareproduktion, detailhandel m.m. der er mange succeshistorier især efter 2014.

Endelig har Rusland diversificeret sine teknologiske samarbejdspartnere fra vestlige til især asiatiske – ikke mindst kinesiske, hvis innovation og niveau ikke står tilbage for Vesten. Sanktionsvanviddet bygger på den ikke holdbare forudsætning, at Vesten – og især USA – kan styre verden. Men den forudsætning hører historien til.

Problemet med sanktioner er, at de kommer til at afspore reelle politiske processer. Vi i Vesten har brug for Rusland og dermed et effektivt diplomati, om ikke for andet så som minimum for at forhindre en atomkrig og spredning af a-våben til terrorister. Sanktioner fører ikke den vej. Så sanktioner er ikke hellige og fredelige metoder, som man har hørt danske politikere sige om sanktioner.