Det er velkendt, at alle europæiske lande de sidste 20 år har gennemgået en afindustrialisering med en overgang fra industri- til servicejob. Mindre velkendt er det, at især Tyskland har været exceptionelt dårlige til at erstatte de tabte industrijob med tilsvarende vellønnede job i serviceindustrien.

Det tyske skræmmeeksempel

Denne virkelighed udvisker det idealbillede, som især højrefløjspolitikere jævnligt ynder at tegne af den tyske arbejdsmarkedsmodel. I stedet tegnes konjunkturerne af Tyskland som et regulært skræmmeeksempel.

En ny Cevea analyse viser, at Tyskland siden 1991 har tabt tre millioner industriarbejdspladser, og godt 99 procent af disse er blevet erstattet af job med lavere lønninger. 50 procent af alle nye tyske servicejob er opstået i decideret lavtlønsbrancher, hvilket har ført til, at hver tiende arbejdende tysker i dag er fattig.

De mange lavtlønsjob skaber store sociale problemer for tyske arbejdstagere, med øget ulighed og ustabilitet som konsekvenser.

Lavere løn er ikke vejen til hverken mere velstand eller højere levestandarder - tværtimod. 

Det er bestemt ikke en udvikling, vi skal efterstræbe i Danmark, hvor vores unikke danske model netop har formålet at modvirke dette.

Vi har da heldigvis også formået at klare afindustrialiseringen bedre, men kan desværre være på vej mod tyske tilstande, hvis højrefløjen får lov at prædike videre om lavere lønninger og forringede arbejdsvilkår.

Som jeg også beskrev i min sidste kommentar i Arbejderen bliver 24 procent af alle nye danske job oprettet i lavtlønsbrancher med en løn på under 75 procent af gennemsnitslønnen.

Når vi sammenligner med vores nordiske naboer gør det os til den dårlige dreng i klassen: I Sverige og Finland er andelen af nye servicejob oprettet i lavtlønsbrancher nemlig kun otte procent, mens det samme gælder for beskedne seks procent i Norge.

Bekæmp polariseringen

De erhvervsmæssige forskydninger i Danmark har altså forstærket uligheden mere end i de andre nordiske lande. Det er en foruroligende udvikling, som skal vendes, så vi kan få begrænset polariseringen i servicesektoren. Ellers får vi skabt et socialt og økonomisk ulige arbejdsmarked, hvor middelklassejobbene helt forsvinder. Og stiger hermed på det tyske tog, hvor endestationen er ustabilitet, social utryghed og arbejdende fattige.  

Også med samfundsøkonomiske briller har en nedadgående lønudvikling negative konsekvenser. Når nye job oprettes til relativt lav løn, kommer disse til at nærme sig en indkomst, som svarer til en offentlig understøttelse. Dermed reduceres forskellen mellem løn og overførselsindkomst, hvilke ifølge højrefløjens logikker formindsker incitamentet til at arbejde.

Ikke overraskende opfattes løsningen på denne problemstilling at være at presse de offentlige levetilskud tilsvarende i bund. På den måde repræsenter lavtlønsstrategier altså en udvikling, der uundgåeligt vil ende i en uønsket nedadgående spiral.

Derudover vil flere job i lavtlønnede brancher have negative konsekvenser for danskernes købekraft, og dermed skade virksomhedernes salg. Flere eksempler fra USA viser, at de stater, som har eksperimenteret med en højere mindsteløn, har set positive effekter på deres økonomi. 

Det er altså helt essentielt, at vi fremover får brudt med den såkaldte "nødvendighedens politik", som bygger på en misforstået forestilling om, at vi er på rette vej, når blot de politiske reformer styrker incitamenter til at søge arbejde og øger udbuddet af arbejdskraft.

For lavere løn er ikke vejen til hverken mere velstand eller højere levestandarder - tværtimod.