Ryanair har trukket LO og en række forbund i Arbejdsretten og vil gøre dem ansvarlige for de demonstrationer og aktioner, som forsinkede Ryanairs første afgang fra København onsdag i sidste uge.

Der er mange stærke kræfter, som vil knægte os, og større aktivitet er derfor altafgørende. 

Ryanair nægter at anerkende spillereglerne på det danske arbejdsmarked og mener, at det hele er et spørgsmål om lovgivning i EU.

Derfor kan det virke tragikomisk, at det irske lavprisselskab forsøger at få de danske forbund dømt i Arbejdsretten, den øverste myndighed i den danske model. Men det er dyb alvor, og det er ikke kun Ryanair, vi er oppe imod.

For snart fire år siden blev LFS idømt en millionbod for at stå bag en forældreblokade - altså en blokade, som ingen af LFS’s medlemmer deltog i.

For to år siden blev lærerne ofre for et ensidigt regeringsindgreb, som fulgte KL’s krav til en ny overenskomst. Et indgreb som hverken forsøgte at bevare status quo eller var et forsøg på at lande et resultat imellem lærernes og KL’s krav.

Senest har vi i forbindelse med den store Metrosag set, at Dansk Byggeri forsøger at få EU til at annullere de såkaldte 48 timers møder - deres egen aftale om hurtigst muligt at behandle sager om social dumping.

Det vil arbejdsgiverne

Det er tydeligt, at arbejdsgiverne, offentlige som private, danske som udenlandske, vil afskaffe den danske model, så der kan blive frit spil for social dumping. Lave lønninger og elendige arbejdsforhold bliver resultatet.

Derfor har mange allerede afskrevet den danske model, opgivet den faglige kamp og synger en sang om, at borgerløn og lovbestemt mindsteløn er eneste redning.

Men sådan er det heldigvis ikke. Lærerne kæmper lokalt, og de udenlandske bygningsarbejdere er begyndt at organisere sig i 3F. Det giver resultater, og kollegerne kan se, at det nytter at kæmpe.

For at denne kamp skal lykkes, må vi erkende, hvem og hvad vi er oppe imod. Ryanair vil med retssager, sagsanlæg og ”Unionbusters” forsøge at stoppe de danske fagforeninger. De danske arbejdsgivere forsøger på samme måde med Arbejdsretten, organisationsansvar og bøder at få fagforeningerne til at holde sig i ro.

Lad de aktive træde frem

Vi har mange gode og aktive folk ansat i fagforeninger landet over - mange er oven i købet endt i ledelsen. Det giver store udfordringer, når arbejdskampe skal kæmpes, og vores fremtid står på spil. Vores kolleger med ”fagforeningshatten”, skal derfor lære to ting:

– De skal lade tillidsrepræsentanter (som i visse situationer også skal holde igen) og andre fagligt aktive træde frem. De fagligt aktive kan klart og tydeligt sige, at vi vil blokere og aktionere, så klart og tydeligt at medier, arbejdsgivere og politikere ikke er i tvivl om, at vi er parat til at slås.

– De skal lære, at de ikke behøver at sige fra og tale imod, når der er tale om overenskomststridige aktioner. Medlemmerne undrer sig, hvis deres faglige ledelse undsiger den faglige kamp. Kollegerne er derimod stolte, når en faglig leder står frem i pressen og siger: Mine medlemmer er sure, og jeg kan ikke styre dem.

Som det ses, er der mange stærke kræfter, som vil knægte os, og større aktivitet er derfor altafgørende. Faglig styrke er grundlaget for den danske model. 

Professor Henning Jørgensen udtrykker det sådan i bogen ”Stillads”: ….Man afmonterer de kollektive kampskridt og aktiverer ikke sine medlemmer....Med aktiviteter ændrer man verden. Det er på den måde, folk kan se fornuften i at være med.