Regeringen fremlagde tidligere på efteråret sit længe ventede klimaprogram 2020. Det var en stor skuffelse, som rejser alvorlig tvivl, om regeringen i praksis står bag målet om en 70-procent CO2-reduktion frem mod 2030.

Vi må udvikle et nyt velfærdsprojekt, der ikke er baseret på fortsat økonomisk vækst.

Ikke ét ord om at vi skal ændre livsstil og begrænse vort alt for store forbrug, men til gengæld side op og side ned med mere eller mindre fantasifulde teknologiske løsninger, der skal fikse problemet uden at træde nogen alvorligt over tæerne.

Regeringens klimapolitik er fup

Regeringen sætter sin lid til, at op mod halvdelen af CO2-reduktionerne skal tilvejebringes med endnu uprøvede og stærkt tvivlsomme teknologier som CO2-fangst og såkaldt ’Power to X’, hvor man ved hjælp af vedvarende energi vil fremstille syntetiske brændstoffer.

Men det er ikke det eneste eksempel på regeringens tro på teknologiske fix, tværtimod er hele programmet gennemsyret af denne tilgang.

En stor del af denne liste over teknologiske fix er ønsketænkning, som formentlig langtfra vil levere de lovede reduktioner. Men hertil kommer, at hele programmet er kendetegnet ved mangel på overordnet sammenhæng.

For man forudsætter, at alle de aktiviteter, der hidtil har været drevet af fossil energi, kan omstilles, så de i stedet drives af vedvarende energi i samme mængder og til nogenlunde samme pris.

Ingen steder er denne forudsætning dog blot antydningsvis underbygget. Et simpelt regnestykke sætter imidlertid store spørgsmålstegn ved realismen i denne antagelse.

I dag udgør såkaldt vedvarende energi godt en tredjedel af vores nationale energiforsyning. Men heraf udgør biomasse cirka to tredjedele – og den er, som blandt andre Klimarådet har påpeget, overhovedet ikke bæredygtig og bidrager kun på papiret til en reduktion af CO2-udledningerne.

Tilbage står vind, solenergi, geotermi med mere, som altså i dag blot udgør godt 10 procent af vores samlede energiforsyning.

Hvordan forestiller man sig, at man frem mod 2030 kan basere sig på disse begrænsede energikilder uden samtidig at gennemføre en kraftig reduktion af det samlede energiforbrug? 

Svaret er: Det gør man ikke. I stedet lukker man øjnene for problemet. Derfor er klimaplan 2020 fup.

Og det er den så meget desto mere, fordi man på en stribe andre politikområder arbejder med massivt energikrævende projekter som for eksempel milliardstore investeringer i flere motorveje, enorme broprojekter a la Femern- og Kattegatforbindelsen, nye vanvittige byudviklingsprojekter a la Lynetteholmen i København og så videre. 

Opgør med økonomisk vækst 

Den socialdemokratiske regering er på konfrontationskurs med sit politiske mandat, med sine støttepartier, med de grønne organisationer og i øvrigt med alle de fagfolk, der ved, hvad de taler om.

Hvorfor spiller man på denne måde hasard med sin grønne troværdighed? Det gør man, fordi en erkendelse af, at problemets kerne handler om vort alt for høje forbrug, ganske enkelt ville udfordre hele det ’velfærdsprojekt’, som har udgjort kernen i den socialdemokratiske tænkning i hvert fald siden 1945.

For lige siden cand.polit.’erne i efterkrigstiden overtog magten i partiet, har man sat lighedstegn mellem øget velfærd og øget velstand.

Velfærdsprojektet blev til et velstandsprojekt, hvorfor den overordnede målsætning blev, at bruttonationalproduktet (BNP) skulle øges år for år. 

Det er udfoldelsen af hele denne væksttænkning på alle områder af samfundet, der nu har ført til klimakrise og generelt økologisk sammenbrud. Derfor er der ingen vej udenom, at vi må udvikle et nyt velfærdsprojekt, der ikke er baseret på fortsat økonomisk vækst.