Økonomen Guy Standing er kendt for sin bog om prekariatet fra 2011 – på dansk i 2017 – samt for at have stiftet BIEN, et netværk der arbejder for borgerløn.

Den gamle politik er døende, sagde Standing, men den nye lever ikke endnu. Det kræver en gennemgribende transformation af den slags, vi er vant til at kalde revolution, men det ord tog Standing ikke i sin mund.

Forleden talte han i København til et møde arrangeret af Studieskolen, hvor han uden manuskript holdt publikums opmærksomhed fangen i 45 minutter.

Superprofitter i medicinalindustrien, informations- og anden ny teknologi understøttet af finansmarkederne karakteriserer rentierkapitalismen, (jeg kalder den rentekapitalisme). Giganterne bygger i høj grad deres magt på intellektuelle og ’naturlige’ rettigheder. Der registreres således over 12 millioner varemærker og tre millioner patenter om året ud over design og nye plantearter.

Standing nævnte hverken Marx eller socialisme med et ord, men var godt tilfreds med de oprør, ikke mindst i Chile, der for tiden ryster de stivnede regimer. Det fremgik, at han har skrevet en økonomisk rapport til brug for Labours valgoplæg.

LÆS OGSÅ: Prekariatet – en ny klasse?

Kunstig intelligens og robotter

Otte søjler hæmmer skabelsen af et bedre samfund. De vigtigste er stigende ulighed i indkomster og formuer, hvis størrrelse nu overstiger indkomsterne. En ny indkomstfordeling skal sikres gennem borgerløn.

Vigende levealder, stress og ængstelse med stejle selvmordskurver til følge kan tilskrives ændringer på arbejdsmarkedet i form af færre regulære job og faldende og ustabile indkomster og lavere velfærdsydelser. Også gæld tynger. Mange mennesker føler sig så usikre, at de mister livsduelighed. Til sidst nævnte Standing den økologiske krise med trussel om udslettelse og neofascistisk populisme, der dæmoniserer medierne og ’liberale’.

Mest originalt er dog Standings påpegning af kunstig intelligens og robotters betydning. De skaber en masse arbejde, men af den ubetalte slags. Folk slider og slæber nu til dags for ’systemet’ – man skal logge på og hele tiden holde sig opdateret og ansøge og stille op. Medlemmer af prekariatet skal skrive cv’er, sende dem rundt og blive ansat i ulønnede praktikantjob, før de kan håbe på en ussel løn.

Derudover er den rettighedsbaserede velfærdsstat på tilbagetog. De prekære skal tigge sig til ydelser eller godbidder fra de rige.

Globalt prekariat

Prekariatet er globalt. Det er i stort omfang faldet ud af arbejderklassen, som bliver mindre, selv i Indien og Kina. De væsentligste nationale forskelle er, at i de fattigere lande har der aldrig været udbyggede velfærdsydelser. Til gengæld er det nyt, at de har en stor klasse af universitetsuddannede unge, der ikke kan finde beskæftigelse. Ifølge OECD-tal fra 2017 udgjorde prekariatet otte-ni procent af arbejdsstyrken i Danmark, mens det i Chile oversteg 25 procent.

Politisk delte Standing prekariatet i tre grupper:

Den første er de tilbageskuende, der også er de dårligst uddannede, som har tabt mest på den ’neoliberale’ politik, og som falder for populistisk og direkte hadefuld politik. Den er den største, men også den ældste.

Den anden gruppe er dem, der ikke har en nutid. Den indeholder migranter, der ikke har stemmeret og er uden samfundsmæssig eksistens.

Den tredje gruppe er de progressive, (dem man normalt forstår som prekariatet): typisk unge med universitetsuddannelse men uden arbejde. De er på jagt efter en ny udvej, en ny politik, der åbner for deres deltagelse.

De lederløse revolter i verden hænger sammen med krisetegn og forfald, skandalerne i bankerne og det offentlige og ikke mindst manglen på fremtidsudsigter. Den gamle politik er døende, sagde Standing, men den nye lever ikke endnu. Det kræver en gennemgribende transformation af den slags, vi er vant til at kalde revolution, men det ord tog Standing ikke i sin mund.