En dum vittighed lyder: ”Hvad sker der, når man putter ris i en ko?” Svar: ”Så står man dér med ris-i-koen.” Men for finansteoretikere er risen allerede i koen - risiko er et neutralt fænomen, som investorer blot prøver at beregne og lukrere på.

De særlige teorier, der dyrkes af finansteoretikere, koncentrerer sig ikke om hele markedet, men om enkeltpapirer eller grupper af papirer. De beregner risiko ud fra fortidens udsving.

Jo mere et finanspapirs afkast har varieret i op- og nedgående retning i forhold til sit eget gennemsnit (der i øvrigt antages at gælde også i fremtiden), jo større risiko og mulighed for gevinst. Denne definition er i modstrid med almindelige dødeliges opfattelse af, at negative afvigelser skal undgås, mens en positiv forskel hilses velkommen. 

Gængs finansteori påstår ikke bare, at risiko hænger sammen med svingninger, men også at investorer bliver belønnet for deres risikovillighed. Det er der lavet mange matematiske modeller og regnestykker over. 

Ligesom standardøkonomiske modeller altid får tingene til at se godt ud, således kan finansteorier også trylle.

Finansmarkeder idylliseres

Nogle finanshypoteser foregiver at kunne hjælpe folk til at ’slå markedet’, andre går ud på, at det ikke gør nogen forskel, om en virksomhed finansierer sig selv ved at sælge aktier eller obligationer. Markedseffektivitet defineres ved et postulat om, at finansinstrumenters priser med det samme afspejler nye informationer, så markedet dagen efter vågner med en blank hukommelse, og så videre.

Altsammen er det med til at idyllisere finansmarkedet. Ja, der er stadig folk, der ihærdigt hævder, at ’markedet’ i virkeligheden blot allokerer (fordeler) kapital mellem virksomheder.

Det faktum, at det amerikanske finansmarked allerede i 2000  handlede værdipapirer svarende til over 50 gange nationalproduktet, vidner om, at der er foregået en del andet end uskadelig allokering til de bedste investeringer. 

Virkeligheden svarer mere til vittigheden.

I opløbet til 2007/08 finanskrisen skabte de førende amerikanske finansinstitutioner deres egne risici ved at piske gearing-ratio’erne op (gearing: tage gæld til lav rente og købe et aktiv med et højere afkast, således at afkastet bliver lig med forskellen mellem aktivets ydelse og rentebetalingerne på gælden). Gensidig långivning skabte den nødvendige finansmasse, så små marginaler kunne give et højt afkast.

Men nogle skulle betale i sidste ende. Folk med lave indkomster blev lokket til at tage billige huslån, der blev pakket sammen i større pakker, der igen blev til trancher i endnu større pakker.

Den systemiske risiko øges

Investorer tjener på at have enorme midler og kunne svinge piskeriset over den stakkels ko, markedet, så den engang imellem løber løbsk og bringer systemet i fare, ’systemisk risiko’. Blot for at præcisere: at købe en lille nusset obligation gør ikke en person til investor, men blot til en opsparer, der støtter boligmarkedet eller staten ved at købe realkredit- eller statsobligationer i stedet for at sætte penge i banken.

Efter at de er kravlet op fra afgrunden ved hjælp af diverse redningspakker, er de vigtige markedsaktørers - mægleres, storinvestorers og bankers - resultat særdeles positivt. De har raget store formuer sammen til sig selv og kan dominere en stadig større del af verdens ressourcer og goder.

Og det er ikke slut endnu. De mange redningsforsøg,  der for eksempel sættes i søen for at nedsætte renten på sydeuropæiske statsobligationer, øger de private bankers balancer og dermed muligheden for nye spekulationer. Den systemiske risiko øges.