Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har publiceret en analyse, der slår pointen fast allerede i overskriften, "Dansk velstand solidt placeret i toppen af OECD-landene".

Det skabte fluks liv i den standende debat med tænketanken CEPOS, der jo ser væksten og velstanden som truet, medmindre vilkårene for erhvervslivet forbedres.

Der er ingen nåde, når virksomhederne gentænker deres strategi.

Nationalindkomsten (BNI) i løbende priser er mere velegnet til at bedømme udviklingen i et lands velstand end bruttonationalproduktet (BNP) i faste priser per indbygger, argumenterer AE for. Hvis man måler i faste priser, låser man også de relative priser fast. Det er uheldigt, fordi for eksempel medicinalvarer og elektronik kan have forskellig prisudvikling. En anden forskel er, at indkomstmålet tager højde for udenlandske indtægter, mens BNP kun indregner den hjemlige produktion.

Med BNP stræber økonomer efter et mål for udviklingen over tid i de producerede mængder af varer og tjenesteydelser. Stiger disse fra et år til et andet, gælder det som vækst. Men varerne er jo ikke uforanderlige. Kvalitetsforbedringer er svære at gøre op, og højere priser regnes normalt som inflation, medmindre køberne har hjemme i udlandet. Så ses prisstigninger som udtryk for en forbedret konkurrenceevne.

Udenlandske formueindkomster

Hvis en dansk virksomhed klarer sig bedre i udlandet, kan det imidlertid enten være tegn på mere kvalitet, en dominerende markedsposition eller noget andet. De modsatrettede muligheder viser, hvor tvivlsomme disse beregninger er. Når det kommer til tjenesteydelser, skal der mange antagelser til for at udrede kvalitet og mængde.

Ifølge BNI i løbende priser indtager Danmark nu en sjette plads i de rige landes klub, OECD, efter Norge, Luxemburg, Schweiz, USA og Sverige, fremhæver AE med slet skjult stolthed. Det er en forbedring fra nr. 13 i 2003. En vigtig grund til fremgangen er ikke mindst, at "vi" har voksende udenlandske formueindkomster.

I forne tider med høj statsgæld skulle Danmark punge ud over for udlandet, men nu er billedet vendt om, og udlandet skylder os kapitalafkast og renter.

Rige danskere får pengene

Overskuddet på formuekontoen var sidste år på 64 milliarder kroner. Det er imidlertid ikke et modstykke til nedbringelse af statsgælden, men slet og ret en privatisering af forholdet til udlandet. Det er virksomhederne og rige danskere, der får pengene.

Derfor er AE’s dryssen disse penge som tryllestøv ud over hele befolkningen et illusionsnummer, for afkastet kommer ikke gennemsnitsdanskeren til gode.

Industriproduktionen er faldet med syv procent i juli, og beskæftigelsen halter. Nyheder siver ud om endnu et slagteri, der lukker, og at Novo skærer ned, endog på forskningen. Der er ingen nåde, når virksomhederne gentænker deres strategi og enten finder ud af, at det er bedre at have flere æg i kurven, eller at de nu vil holde sig til kernevirksomheden. Som det nu passer sig.

AE glæder sig åbenbart over, at de rige bliver rigere. For at forsvare regeringen mod CEPOS, kommer AE dermed til at hylde erhvervslivets egennyttige strategier.