En bro under opførelse over Helsingørmotorvejen styrtede pludselig sammen den 27. september om aftenen.

Hvordan det kunne ske, interesserede ikke tv-kanalernes utrættelige reportere synderligt. De viderebragte i stedet nyt om, hvornår brostumperne var fjernet fra vejbanen, så trafikken igen kunne køre, samt utallige meddelelser om, hvad befolkningen skulle gøre i mellemtiden – længere og hyppigere tog var sat ind, man skulle bare bruge en anden vej eller tage af sted på et utraditionelt tidspunkt.

Var der fornuft noget sted, skulle man gennemgå alle de fejl, der sker i udbuds- og kontraktstyring hertillands.  

Men hvem har ansvaret? Det var vel ikke kun et hændeligt uheld eller en del af de risici, man nu engang må tage med broer? Eller omvendt et ekstremt held, hvis de ikke braser ned i hovedet på underkørende trafikanter?

Vejret var ikke problemet, og støbearbejdet var i fuld gang, da noget af broen brasede sammen. Håndværkerne måtte chokerede springe for livet, så det var også en arbejdsulykke.

Bygherren er Vejdirektoratet, entreprenøren C.G. Jensen.

Uvildig undersøgelse

Om årsagen til broens kollaps udtalte en professor fra Danmarks Tekniske Universitet, at der kunne være fejl i konstruktionen, i designet af støbeformen eller i materialet, og at det ikke burde kunne ske i et vestligt land som Danmark.

En uvildig undersøgelse af sagen skal nu iværksættes. Den bør kigge kontrakten grundigt efter i sømmene: hvor dyr er den – var det det billigste tilbud? Hvilke underentreprenører bruges, er håndværkerne/arbejderne skolet i det, de skal lave, er de ordentligt betalt, kort sagt, der er vel ikke tale om teknisk og social dumping? Men problemet er desværre mere omfattende end blot denne bro.

Afdøde Mærsk ville ikke bare lade sin familiefond medfinansiere en cykelbro over inderhavnen, men bestemte også dens rute. Han modsatte sig den mere logiske linjeføring fra Skuespilhuset til sit livsværk Operaen til fordel for en bro fra Nyhavn til Grønlandske Handels Plads. Skandalerne omkring Hashbroen, som den nu kaldes, er for nylig blevet rippet op i en kronik i Information. Et for billigt tilbud, en entreprenør, der gik konkurs, fejl på fejl i konstruktionerne, forsinkelser og fordyrelser.

Indviklede udbudsprocedurer

Samtidig har vi udbudsprocedurer, der bliver jo længere jo mere indviklede. Alle offentlige anlægsarbejder over cirka 38 millioner kroner skal i EU udbud. Reglerne er naturligvis skrappe og svære at håndtere, men det gør ikke nødvendigvis resultatet bedre. For byggesager kræver en masse erfaring, som undervurderes ved strikse regler.

Projekterne hastes ofte igennem uden de nødvendige plangodkendelser. Cirkelbroen mellem Christiansbro og Danisco promenaden, tegnet af Olafur Eliasson, har fået dom for at være i strid med lokalplanen, og det efter at byggeriet startede.

Med udbudsregler kan en myndighed enten få den entreprenør, den alligevel vil have, mens den andre gange er på herrens mark. Oftest vælges så det billigste tilbud, fordi den rette vægtning af ’kvalitet’ er svær at foretage. Var der fornuft noget sted, skulle man gennemgå alle de fejl, der sker i udbuds- og kontraktstyring hertillands.