"Om vi tilslutter os EU's finanspagt eller ej er ikke så væsentligt. Vi kommer alligevel til at føre samme politik. For det er den politik, finansmarkederne dikterer."

Noget i den stil sagde Helle Thorning, dengang debatten kørte, om hvor vidt vi skulle have en afstemning om dansk tilslutning til finanspagten.

Hvorfor giver hun afkald på at føre en selvstændig politik, der tager udgangspunkt i den situation, landet står i? Hun siger, hun er bange for, at finansmarkederne straffer os, hvilket vil kunne betyde, at vi kommer til at savne investeringer, og kun kan låne til en højere rente. Det vil bringe landet i økonomiske vanskeligheder, og så vil vi ikke have råd til velfærden.

EU's politik  handler ikke om at få os sikkert gennem krisen eller om at passe på velfærden.

For at undgå dette har et flertal i Folketinget tilsluttet Danmark til finanspagten, der blandt andet dikterer løntilbageholdenhed. De har vedtaget en budgetlov, der holder kommuner og regioner i en økonomisk spændetrøje, der kan mærkes overalt - både i ældreplejen, på skoler og sygehuse og i de netop startede overenskomstforhandlinger. En spændetrøje der i de kommende år vil blive mere og mere stram på grund af de automatiske korrektionsmekanismer, der sikrer at enhver overskridelse af de samlede økonomiske rammer straffes i kommende budgetår.

For at undgå finansmarkedernes straf er regeringen med på at forringe vilkårene for børn, unge, ældre, syge, arbejdsløse og studerende. Alt sammen for at undgå at landets økonomi forringes, så vi ikke har råd til velfærd… Undskyld, men er der ikke noget i den argumentation, der slet ikke holder?

For at kunne forstå, hvad der sker, er det nødvendigt at vi forholder os til den parlamentariske virkelighed. Forholder os til at det er er en ussel undskyldning, når socialdemokrater og SF'ere fører sparekniven, mens de messer, at det bliver de nødt til, fordi de ikke med egne mandater kan tælle til 90. 

Vi skal forholde os til, at de fører en politik, som de udmærket kender konsekvenserne af. Hvor eksempelvis et øget anlægsloft ikke skaber fremgang, når det betales af, at der må fyres varme SOSU-hænder for at finansiere det. Fordi begge dele skal passes ind i budgetloven, der ikke tillader udsving.

Vi har ganske givet ikke en socialdemokratisk ledet regering, der fører klassisk socialdemokratisk politik. Men vi skal ikke hoppe på myten om, at vi i stedet har en socialdemokratisk ledet regering, der fører radikal politik.

Nej, vi har en socialdemokratisk ledet regering, der fører EU-politik. En EU-politik der ikke handler om at få landet sikkert gennem krisen eller om at passe på velfærden. Nej, det handler om at redde euroen og sikre, at finansmarkederne fortsat har tillid til den som valuta. Det var ikke det, vi valgte dem til…