Det er mandatet, ikke modstanden, vi har tabt
Blogs
Det er mandatet, ikke modstanden, vi har tabt
Folkebevægelsen mod EU står overfor massive opgaver de kommende år. Vi skal gentænke og omorganisere modstanden. Vi skal finde vej ud af ekko-kammeret, og forbinde os endnu mere til de kampe der kæmpes, og som har en EU-vinkel.
26. maj indkasserede vi i Folkebevægelsen mod EU et sviende valgnederlag til parlamentsvalget.
For at lykkes har vi brug for flere kræfter, brug for at flere melder sig ind i kampen mod Unionen.
For første gang, i al den tid vi har stemt om pladser i Parlamentet, var der ikke plads til den konsekvente EU-modstand, ikke plads til Folkebevægelsen mod EU.
De udfordringer, vi mødte op til valget, blev et bjerg, der var for højt til, at vi kunne klatre over det. En af udfordringerne var det faktum, at vi var to lister i valgforbundet – og dermed en splittelse af stemmerne, kombineret med et folketingsvalg der var placeret, så parlamentsvalget blev klemt.
Dertil kom et langsommeligt brexit – og en klimafrygt, der fik mange til at tro og håbe på, at EU kan løse klodens udfordringer. Alt sammen faktorer der gjorde det svært for Folkebevægelsen.
God valgkamp
I mine øjne kørte vi den bedst mulige valgkamp, med de kræfter vi havde til rådighed. Vi kæmpede det bedste, vi havde lært, men det var ikke nok. Vi var – samlet set – ikke stærke nok. Ved valget tabte vi mandatet.
Men modstanden mod EU er ikke tabt. Den får brug for at finde nye former, men der er fortsat grobund for modstand mod EU's politik, grobund for systemkritik, grobund for retten til selvbestemmelse – og behov for et opgør med en union der tager mere hensyn til markedet end til mennesker.
Folkebevægelsen mod EU står overfor massive opgaver de kommende år. Vi skal gentænke og omorganisere modstanden. Vi skal finde vej ud af ekko-kammeret, og forbinde os endnu mere til de kampe der kæmpes, og som har en EU-vinkel. Vi skal finde nye veje for EU-debatten, og skabe grobund for de kommende års EU-modstand.
Vi skal forstå, at vi kæmper under afgørende anderledes vilkår – økonomisk, politisk, og mediemæssigt – når vi ikke har parlamentarisk repræsentation og ikke har de goder, der følger med i form af økonomi og ansatte.
I tiden frem mod landsmødet i oktober handler det om at evaluere valgkampen, men også om at begynde at forstå og formulere et grundlag for, hvordan vi kan give modstanden medvind. Vi får brug for mod, kampgejst, energi – og en tilpas portion realisme.
Vi får brug for at retænke organisationen – gentænke hvordan vi bedst muligt kommer ud med en modstand, der passer til de vilkår, der gælder i 2019.
Hvor skal vi hen?
For mig handler denne proces ikke om hurtigst muligt at få gang i snakken om at samle underskrifter, det handler ikke om at få gang i snakken om mulig parlamentarisk repræsentation. Opgaven handler langt mere om at få formuleret, hvor det er, vi skal hen, hvordan vi skal løse opgaven med at blive større, bredere og yngre.
Hvordan vi skal få EU-spørgsmålet placeret i klimakampen, kampen mod social dumping, kampen for velfærd – og alle de andre kampe, hvor EU spænder ben for fornuftige løsninger.
Og det handler om at få bevægelsen gjort klar til at vinde de folkeafstemninger, der måske kommer i den kommende tid.
Der er nok at tage fat på, og vi skal gå grundigt til værks. Vi skal sammen finde de nye veje – de nye former.
For at lykkes har vi brug for flere kræfter, brug for at flere melder sig ind i Folkebevægelsen mod EU, melder sig ind i kampen mod Unionen. Det er nu, vi har behov for opbakningen. Vi har tabt et mandat, men ikke modet – og ikke modstanden. Kom og vær med.