SAS har fyldt i medierne, journalister har stået klar hele døgnet for at følge den triste udmattelseskamp - en lønmodtager-limbo, hvor man hele tiden skal længere ned...

Da delaftalen med piloterne faldt på plads, blev der brugt meget tid på at understrege, at dette har betydning for andre end de piloter, der nu skal arbejde flere dage, for en løn der reduceres med, hvad der cirka svarer til en månedsløn pr. år.

Aftalen kommer oven på et par hårde år, hvor de ansatte i runde tal har skulle gå omkring tyve procent ned i løn, men til gengæld arbejde tyve procent mere.

Vi kan ikke vende udviklingen ved at gentage spareøvelse på spareøvelse - mens bankerne og de rigeste friholdes.

Det er fastslået, at hullet i SAS-kassen ikke skyldes, at den almindelige forretning kører dårligt, tværtimod er der her et mindre overskud. Det store sorte hul skyldes fejlslagne investeringer - beslutninger der er taget langt væk fra de ansatte, der nu skal være med til at betale en stor del af regningen.

“Nu er det blevet legalt at tale om konkurrenceevnen, om at det kan være nødvendigt at sænke lønnen” - proklamerede journalisten, der ikke lignede en der tænkte, at det også kunne ske for hende. Og hun fortsatte af samme spor: “Krisebevidstheden gør, at almindelige lønmodtagere nu skulle være blevet til at “tale med”, når virksomhederne har behov for at foretage “nødvendige tilpasninger” - det er vigtig viden for virksomhederne, at mennesker er parate til at gå ned i løn for overhovedet at have et arbejde”

Det er langt fra milde vinde der blæser - og det er ikke kun Claus Hjort, der brøler om løntilbageholdenhed. Socialdemokraterne holder sig ikke for gode til at melde sig i det kor, der vælter regningen fra krisen over på arbejderklassen. Det ser vi, når de nægter at sikre dagpenge for de, der uden skyld er blevet arbejdsløse og ikke lige kan finde et andet job, og det ser vi, når den socialdemokratiske finansminister blåstempler SAS's overenskomstafpresning af de ansatte.

Der er ingen tvivl om at kampen for ordnede forhold er kommet for at blive - der er massivt pres på fra alle mulige sider for at tvinge størstedelen af regningen over på dem, der har mindst at betale med. Det kan godt være, at billederne fra Sydeuropa og billederne fra SAS skræmmer, og gør folk mere tilbøjelige til at bøje nakken. Men det løser ikke noget. Vi kan ikke vende udviklingen ved at gentage spareøvelse på spareøvelse - mens bankerne og de rigeste friholdes.

Der er brug for mere solidaritet, mere pres, mere kamp - at vi bruger den styrke, vi har. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Den, der kæmper, kan tabe, den, der ikke kæmper, har allerede tabt.