"I EU-parlamentet holder vi et minuts stilhed efter hver katastrofe. Det har vi gjort mange gange nu. Mere sker der bare aldrig. Det er derfor på tide, at vi accepterer, at EU hverken kan eller vil løse situationen."

Sådan skrev Folkebevægelsen mod EU's parlamentariker, Rina Ronja Kari, efter den seneste drukneulykke i Middelhavet.

Med åbne øjne valgte EU en politik, hvor flere drukner.

Det Middelhav, der skiller fattige fra rige lande, som er feriedestination for rigtigt mange af os, og som er ved at udvikle sig til en fælles kirkegård for mange af dem, der kommer sydfra – flygtende fra krig, nød og fattigdom – og druknende på vej mod drømmen om en bedre tilværelse i Europa.

Det er jo ikke EU's skyld, at de kommer, lyder det

Vi kan jo ikke have plads til alle. De skal hjælpes i nærområderne, hører vi.

Og i mens fortsætter strømmen mod Europa i små, usikre både – hvor profitjagten vinder over medmenneskelig omtanke. Og hvor chancen for at overleve både afhænger af pengepungens størrelse og ens hudfarve.

Er det EU’s skyld, at de drukner?

Når EU overfisker ved Afrikas kyst – når EU bygger tårnhøje toldmure, og når EU opfører sig sådan, at der bliver mere ulighed og mere ufred – så er EU med til at skabe den situation, der får mennesker til at flygte.

Når Danmark og andre EU-lande bomber i Mellemøsten, når regioner destabiliseres – så er også det med til at skabe den situation, der får mennesker til at flygte.

Det er ikke nyt, at folk kommer ad vandvejen til EU. Det er heller ikke nyt, at nogen drukner. Alligevel er noget forandret. For EU har gjort noget ved situationen i Middelhavet – desværre en forandring til det værre.

EU har lukket ned for Mare Nostre, et program der opsamlede mange flygtninge, og har erstattet det med Triton programmet, der i langt mindre grad er gearet til at samle mennesker op.

Da man planlagde dette, blev der råbt op om, at denne ændring ville koste liv, mange liv. Fra menneskerettighedsorganisationer. Fra organisationer der arbejder med flygtninge. Fra Læger uden Grænser. Men uden held. Med åbne øjne valgte EU en politik, hvor flere drukner.

Til gengæld holder EU fast i noget andet. Nemlig at holde et minuts stilhed i Parlamentet efter hver katastrofe…