Jeg er netop vendt hjem efter en uge på Rød Sommerlejr.

En uge med solskin, gode kammerater, søde børn, god mad – og masser af diskussioner, mange af dem om EU.

Selv havde jeg fornøjelsen af debat med Ole Nors og Per Clausen om hvor vi står efter valget – og hvilke perspektiver der tegner sig for EU modstanden.

Der er ikke nogen tvivl om, at kritikken og modstanden mod EU er vokset og fortsat vokser. Overalt i EU så man, at et voksende antal vælgere brugte deres kryds på at give EU fingeren. Der er ingen tvivl om, at rigtigt mange vælgere her i landet har valgt at give Dansk Folkeparti deres stemme, fordi de gennem en massiv eksponering lykkedes med at fremstå mere stuerene og mere EU modstander-agtige end de reelt er.

Kampen for en større, stærkere og mere slagkraftig folkebevægelse kan ikke vente til der kun er et år eller to til næste parlamentsvalg. 

Det er et problem for os i Folkebevægelsen mod EU – både for enkeltmedlemmerne og for vores kollektive medlemmer – at vi ikke i højere grad kom til at sætte dagsordenen.

Vi kan være stolte af vores kollektive indsats og stolte af at det lykkedes os at hente mandatet uden at balancere på kanten af spærregrænsen…. Men det er ikke et resultat der giver plads til at hvile på laurbærrene.

Der er ingen tvivl om at kampen for en større, stærkere og mere slagkraftig folkebevægelse ikke kan vente til der kun er et år eller to til næste parlamentsvalg. Det er et arbejde, som vi skal i gang med hurtigst muligt.

Der er brug for, at vi diskuterer os frem til et nyt politisk grundlag, brug for at vi i langt højere grad end i dag politikudvikler. EU ser anderledes ud, derfor må vi skærpe vores argumenter, skærpe vores systemkritik, og bliver (endnu) bedre til at give konkrete bud på, hvad vi stiller op, når EU truer velfærden, når den sociale dumping smadrer løn- og arbejdsforhold, og når EU skader miljøet.

Det er væsentligt for mig, at vi holder fast i, at det, der forener os i EU-modstanden er en forståelse af, at vi ikke kan ændre EU indefra. En forståelse af, hvilken betydning det har, at vi som land er bundet op på en skadelig europolitik. En forståelse for, at vi ikke skal være hverken højre- eller venstreorienterede, men systemkritiske.

Vi ved, at vi har brug for EU modstanden. Vi har brug for, at denne modstand er bred og åbner op, og tiltrækker nye kræfter der kan føre kampen videre. Hvordan vi skaber det bedste grundlag for dette er en fælles opgave – som både enkeltmedlemmer og kollektive medlemmer bør kaste sig ind i.

Debatten på Rød Sommerlejr viste at diskussionslysten er stor, og at Folkebevægelsen er hjerteblod for mange. Jeg ser frem til at fortsætte diskussionen på det kommende landsmøde og i året der følger.