I disse uger mødes unionsmodstandere lokalt landet rundt. Der diskuteres og der vælges delegerede forud for Folkebevægelsen mod EU's landsmøde midt i marts..

Landsmødet bliver anledning til at samle op på det nej, vi vandt i december.

Nej-kampagnen viste, at stadig flere ser EU som en del af problemet, frem for løsningen. 

 Der er ingen tvivl om, at vi står et helt andet og meget bedre sted, nu hvor det blev til et nej. Vi har et bedre udgangspunkt for at forsvare det retslige forbehold, som ja-siden forsøgte at fjerne.

EU befinder sig lige nu i en af sine allerstørste kriser. EU er præget af modsætninger og konflikter, der ikke lige lader sig løse.

Skrøbelig euro

På den ene side har vi den skrøbelige euro, der for at klare sig kræver en hård og ensrettet økonomisk politik. En politik der trumfes igennem, koste hvad det vil.

På den anden side har vi de kriseramte økonomier i eurolandene. Hvor befolkningerne betaler med velfærd, hver gang euroskruen strammes. Kuren er hård, til gengæld virker den ikke. Så vi ser lande og folk, hvor flere og flere stiller spørgsmål ved såvel euroen som EU.

Så har vi Schengen og Dublinkonventionen, med rammer og regler for hvad vi gør, når fremmede kommer ind i Unionen. Her sættes der grænser for nationalstaternes ageren, så de ikke frit kan håndtere de udfordringer, der rammer ved netop deres grænser.

På den anden side har vi en voksende flygtningestrøm, der ikke længere bliver i randområderne i de pressede yderlande som for eksempel Grækenland – men bevæger sig langt mod nord, og rammer alle de lande, der nok havde travlt med at brokke sig over hvordan de sydlige lande behandlede flygtninge, men som langt fra har lyst til at tage ansvar for situationen, når den kommer tæt på.

Her oplever vi, at der er meget langt fra skåltalerne om et fælles EU med fælles løsninger – fordi landene når det for alvor brænder på, vælger at handle nationalt – og reelt bringer såvel Schengen som Dublinkonventionen ud af kraft.

En stadig snævrere union

En tredje brudflade er spørgsmålet om den stadig snævrere union. Hvor man for at håndtere alle de dilemmafyldte udfordringer vil speede processen op, vil svare med mere EU, stærkere EU.

Overfor denne form for problemløsning har vi Brexit, et Storbritannnien hvor man diskuterer, om man skal have mindre EU eller ingen EU.

Her er EU i den grad sat på prøve. Giver man sig ikke, er det helt sikkert, at Storbritannien træder ud, og med den handling anviser en vej, som andre kan følge efter. Giver man sig, er det et massivt slag til tanken om den stadig snævrere union og et signal til andre lande om, at man ikke nødvendigvis skal underlægge sig direktiver og harmoniseringer.

Så vi kommer til landsmøde med et kriseramt EU som bagtæppe. Et EU hvor udviklingen går stærkt, og hvor det lige nu ikke er til at forudsige, hvor man lander.

Nej-kampagnen viste, at der er et stort potentiale for den tværpolitiske EU-modstand, viste at stadigt flere ser EU som en del af problemet, frem for løsningen. Vi skal bruge landsmødet i Folkebevægelsen til at finde den bedst mulige vej frem.